Fanget

Jeg blev fanget. Låst inde. Låst inde i en glaskasse, hvor alle bare kunne kigge direkte på mig. Jeg var blot en udstilling. Jeg stod bare og kiggede på, imens tallene gik op. 23.894, 23.954, 24.256 osv. Det gik op og op og op, men jeg var ikke tilfreds. Det var alt jeg ville have, men det var ikke så vigtigt længere. Jeg ville have at alt blev normalt igen, men det var for sent. Det var min skyld, min fejl.

-Flere måneder siden havde jeg valget. Valget mellem livet eller berømthed, venner eller følgere og likes eller glæde. Jeg havde valgt berømthed, havde underskrevet en kontrakt. De sagde de ville hjælpe mig med at blive kendt, men jeg blev udnyttet. Jeg solgte min sjæl, solgte den for likes og følgere. De tog min tid, mine venner, min glæde og mit liv. De behandlede mig som en dukke, en robot, en person uden følelser, så jeg blev til en person uden følelser. Nu var jeg bare en del af jeres små skærme. I var mit eneste håb. I bestemte min fremtid, min glæde og mit liv.

Jeg var i min glaskasse. Intet håb, ingen glæde, ingen sorg, ingen vrede, ingen følelser. Folk kiggede på mig gennem deres skærm, jeg kunne mærke det. De så på mig ude fra, jeg så godt ud, men ingen så den smerte. der fyldte min øjne. Ingen så reflektionen af glasset. Ingen så det. Ingen så min sjæl. Alle var ligeglade, fordi hvorfor skulle de have noget at gøre med en fremmede, de kendte mig ikke. Men jeg gad ikke mere. Det var slut med denne robot fase. Jeg prøvede at hive minder frem igen. De kom langsomt tilbage. De gode minder, de minder hvor jeg var glad, de minder hvor jeg havde venner, de minder hvor jeg levede et liv. Et smil kom frem, så jeg blev ved med at tænke videre. Jeg blev gladere og gladere, og glasset rundt om mig gik langsomt i stykker. For hvert godt minde jeg huskede, kom der en revne i glasset. Jeg stod med et stort smil da glasset sprang.