Sneen faldt stille hen over Blomsterby. Faktisk var der ingen blomster i byen, for der havde sneet i over to hundrede år nu. Sommetider drømte jeg at jeg lå stille og roligt på en blomstereng. Jeg elskede blomster, men havde aldrig duftet til en. Det eneste sted jeg kunne se de flotte planter, var i en stor tyk gammel bog, som var blevet lavet af mine forfædre. De havde levet i forårets og sommerens tid, der hvor det gode eksisterede. Ingen slyngler, røveri og voldtægt. Kun de smukke blomster, kvinderne, som passede de herlige børn og ingen sne. Men nu var der bare sne og is. Så her lå jeg, omgivet af tykke tæpper og store broderede puder, med gyldne frønser. Jeg havde aldrig været udenfor, aldrig nogensinde i mit liv, for min sygdom vil slå mig ihjel. Eller rettere, kulden ville. Seksten år er frygtelig lang tid at sidde indenfor og ligge i sengen. Selv om kammerpigen Cilla, som også var min gode veninde, trøstede mig og sagde at jeg nok skulle få lov at komme udenfor en dag. En dag ville jeg kunne løbe udenfor i sneen og lave sneengle. Have glæde af den smukke hvide masse, og måske bygge en sneborg. Alle mine bekendte, ja jeg kunne jo ikke kalde dem venner, for de besøgte mig aldrig, var altid udenfor for at lege i sneen, mens jeg måtte sidde indenfor og kigge på.
Det er gratis at oprette en konto