Jeg har det godt, men er stadig væk meget rystet, over det som skete.
Jeg kan ikke give nogen forklaring, det er lige så stort et mysterium for mig som det er for jer, det hele gik så hurtigt, og det eneste jeg kan huske, er en masse sort støv, der faldt ned over os, og derefter kom større og større sten, regnende ned over os. Jeg blev ramt af en også blev alt helt sort. Jeg blev senere fortalt at det var Dinamo der bar mig, med de andre i sikkerhed. Nu er han den eneste jeg stoler på hernede, og han har fortalt mig det samme.
Der må være gået ca. 12 dage siden ulykken nu. De fleste prøver at holde ud det bedst de kan, men det er svært at se tingende fra den lyse side, når man er over syvhundrede meter under jorden, og ved at man første kan komme ud om til oktober. Jeg savner min familie, min kone og mine to piger. De er den eneste familie jeg har tilbage, efter min broder døde af tyfus, sidste år. Jeg har ingen idé om hvordan de skal klare sig i hele to måneder uden mig. Min familie, har brug for de hårdt tjente penge, jeg får for at arbejde i minen. Og min kone er syg og ligger for døden, så snart vil mine to piger være helt alene. Og hvordan skal de nogensinde klare sig alene? de er kun 10 og 12 år gamle. Det er umuligt at sige, om jeg når at se min højt elskede kone i live. Eller om mine piger for længst er døde af sult inden jeg kommer ud af denne forbandede mine! Og hvad kan jeg gøre? Intet! For jeg sidder fast her, indtil de, såkaldte ”specialister” har fundet en måde at få os ud på, uden at hele minen falder sammen over os…
Det er gratis at oprette en konto