Min mor og far har altid sagt, at det ikke var godt for mig, altid at kigge ned i den skærm hele tiden. De har tit beskrevet, hvor befriende der var for dem, da de voksede op uden at være bundet af alle de sociale medier. Men har de nu også ret, påvirker de sociale medier os overhovedet, eller påvirker de os mere, end vi tror? Er det skidt for os at være så afhængig af de sociale medier? Jeg ser tit på sociale medier som Instagram eller Insta, som det også bliver kaldt, at unge piger tager selfies, med hvad der ligner flere kilo makeup for at se helt perfekt ud. De har håret perfekt sat, og smilet er stramt. Jeg tror ikke rigtig, at nogle af dem er glade på de billeder, de har altid et ulykkeligt udtryk i øjnene. De ser ikke ægte ud, de ligner en plastik version af sig selv. For drengene er det ikke meget bedre. Hvem ser stærkest ud? Hvem er bedst klædt? Hvem er den lækreste? De har et tomt udtryk i ansigtet, og ligner bare en skal af sig selv.
Hvorfor bliver min generation ved med at pine sig selv med de her tårnhøje forventninger, som er uopnåelige. Vi slider os selv ned med de her totalt urealistiske skønhedsidealer, som der er ingen, der kan leve op til. Vi stræber efter perfektion, som vi ikke kan nå, fordi det kan altid være bedre. Vi konkurrerer mod hinanden, om hvem der er pænest, og hvem der får flest likes. Vi bliver mere kræsne med, hvordan vi skal se ud, og hvis der er en lille fejl, så skal den rettes op på. Vi stræber sindssygt efter den her uopnåelige perfektion. Det er næsten helt skræmmende, hvor meget vi går op i udseendet, fordi hvis man ikke er køn, hvad er man så?
Det er gratis at oprette en konto