Analyse af dokumentarfilmen 'Armadillo'

Filmen Armadillo er en dansk dokumentar-krigsfilm fra 2010 af Janus Metz Pedersen. Navnet Armadillo var navnet på den danske forpost i Helmand-provinsen i Afghanistan. Filmen er historien om to unge mænd, Mads og Daniel som mister deres uskyld i krigen. I filmen rejser vi med de unge danske soldater til Afghanistan. Men hvordan er denne dokumentar egentlig opstillet? Hvordan formår Janus Metz Pedersen at fange så mange danskere?

Dokumentarfilmen er en observerende dokumentar. I den observerende dokumentar er der en stærk indarbejdelse af fakta, men hvor virkeligheden fungerer som hverdagsliv. Temaet i denne dokumentartype er skildringer af hverdagsliv og forskellige livsformer. Det er en gengivelse af virkeligheden, men hvor man markerer centrale elementer via en særlig fokus. Normalt er der ingen voice over i denne type dokumentar, og hvis der er en, så er det ofte meget diskret. Kilderne i dokumentaren kommer fra en observeret virkelighed, hvor aktørerne og deres udsagn har meget indflydelse. Formålet med den observerende dokumentar, er at vise hverdagen og virkeligheden, der på den måde skal skabe større tolerance/forståelse.

Dokumentarfilmen starter med at vise nogle klip fra soldaternes base i Helmand-provinsen, som hedder Armadillo. Janus Metz Pedersen formår at fange sine modtagere ved brug af filmske virkemidler. Et eksempel kunne være musikken. Musikken betyder meget for dokumentaren, da det er med til at sætte tonen og stemningen. Der er blevet gjort brug af dyster underlægningsmusik blandt andet i klippet () hvor helikopteren ses flyve i slowmotion. Et andet virkemiddel, der bliver brugt, er kameraindstillinger. Der bliver filmet på forskellige soldater med en nær kameraindstilling, hvor ansigtet bliver vist. Janus Metz bruger denne indstilling flere gange i løbet af dokumentarfilmen for at afdække det psykologiske perspektiv, hvor vi ser soldaternes ansigter og reaktioner. Udover dette, bliver der også fokuseret på farver. Gennem filmen er der brugt en effekt, hvor de røde og blå farvers fremtrædning er blevet minimeret. Disser farver er to ud af tre af hovedfarverne i RGB-skalaen. Minimeringen af farverne, gør at billedet bliver mere gråligt. Den grålige farve er med til at skabe en stemning og vise at krig ikke er farverigt, men meget traumatisk påvirkende. Farveeffekten træder i kraft i starten og der er kun en sekvens, hvor farveeffekten ikke er til stede. (Dette er 14 minutter og 50 sekunder) inde i filmen, hvor der bliver vist et stemningsklip, der viser det afghanske flag og danske flag side om side. Her er den grønne farve ikke særlig markant, men derimod den røde farve, der i højsædet. Dette er en stor detalje i filmen, og kan tolkes som et symbol på de danske soldater vi følger. Sekvensen viser det danske flag, og der er lagt tryk på rød, hvilket er en stor bestanddel af Dannebrog.