Hovedpersonen møder en gammel bekendt i indre København på Vesterbrogade. Svend praler om sine penge og sine mange damer. 10 minutter efter mærker hovedpersonen et lille niv i sin arm, det er Louise endnu en bekendt. Meget tydede på at han lige var gået fra kæresten. Det er vinter, og alt i uoverskueligt lange tider havde været gråt, trist og kedsommeligt. Hovedpersonen foreslår en eftermiddagsdrink. Svend er klar, og Louise siger ”så lad gå da. Men det er under protest.” Vennerne finder en bar nede ved Rådhuspladsen. Det var en stilfuld bar, men også meget mørk, fuld af bløde lædermøbler og lavmælt tale, og ingen af de 3 havde været der før. De bliver hurtigt enige om, at stedet er sølle og langt under deres niveau. Men der var orden derinde på baren. Efter en halv times tilsvining af gamle venner og deres åndsvage kærester, kan hovedpersonen tyde ud fra Louises ansigtsudtryk at nu har hun tænkt sig at være rigtig modbydelig, også selvom der ikke var nogen indlysende grund til det. Louise og Svend snakker og Louise påpeger at hun kun har været sammen med idioter. Louise indrømmer at hun bedst kan lide det på denne måde, være sammen med en idiot, tag det hun vil have, og senere hen droppe ham. Svend skaffer de 3 venner endnu en øl, imens Louise fortsat råber op inde på baren, om alle de idioter som der nu findes, og hun har været sammen med. Hovedpersonen foreslår at Louise skal give mændene noget kærlighed, og dette reflekterer hun kort over inden hun udbryder at det var en sindssyg ulækker idé. Svend og hovedpersonen gider ikke høre endnu en historie om en af Louises idiotiske kærester, og Svend forsøger derfor at dreje samtalen over på noget andet, hvilket han lykkedes med. Han forslår at Louise skulle prøve en handicappet, så hun kan fæle en total magt over personen. Louise mener hun altid har kontrollen, men Svend pointerer at hun aldrig har haft den fulde kontrol, det har altid været noget halvhjertet noget. Louise kan lide ideen med at være sammen med en der er total afhængig af hende. Hovedpersonen prøver dog at tale hende fra det, da han mener at handicappet er vant til at manipulerer, det er deres game, og det er det de behøver at gøre for at overleve. Louise kan altså aldrig manipulerer en, der selv er afhængig af at manipulerer andre for at overleve, hvis du spørger hovedpersonen. Han prøver at overbevise hende om at hun skal tage en arrogant vinder, men intet vil blive anderledes. Intet vil kunne overbevise dem. De var fortabte i utopier og fantasmer, og de havde fuldstændig tabt enhver realitetssans. Derfor bakker hovedpersonen sin kørestol ind i Svends kolostomi, så han flyver ud til siden, og med fuld fart trimlede lige ind i tumoren på Louises højre bryst.
Det er gratis at oprette en konto