“Jeg drømmer om det jeg elsker.” “Det her er mit aller højeste ønske.” .Sådanne sætninger og vendinger hører vi ofte i vores hverdag, noget vi alle sammen håber der kommer til at ske, drømmelandet, et land med kun det man elsker og brænder for, det næsten uopnåelige og urealiserbar ideal man stræber efter at opnå. Alt dette er min bedste utopi, hver morgen vågner jeg op og bruger en af disse vendinger inde i mit hoved, for at holde humøret højt. Uden en drøm mod det uopnåelige hvad ville verdenen så være for et sted. Verden ville være kold og kedelig. En verden uden drømme på det konkurrencemæssige plan, ville verden være en sted uden alle de gode sportsatleter verden rundt, og det vil blive til et sted hvor vi ikke ville være nær så aktive, som vi er i dag. Hvis man derimod frygtede hvad dagen skulle bringe, i stedet for at drømme om det man elsker. Frygten for alle de kontroverser og problemer dagen vil indeholde, ville ens verden gå hen og blive til et dystopisk sted. Dystopia er et sted hvor alt er frygteligt, det kaldes også for ulykkes land. Stedet hvor alle ens værste mareridt finder sted. Folk bruger ofte dystopia som et skræmmebillede af fremtiden, ud fra noget som der sker i nuet. Jeg oplever lige nu en verden med en pandemi, der er ved at tage overhånd. Jeg er bange for at det er en pandemi, som ikke stopper før vi alle sammen bliver gamle og ikke har mere ungdom tilbage i livet. Jeg er derfor bange for et fremtidsbillede af verden hvor vi alle sammen bliver mere og mere indendørs, og bliver mindre og mindre sociale. Jeg er bange for at man bliver frataget sin frihed, og at man ikke kan lave det man elsker. Dette er min værste dystopi. Altså at vi bliver lukket inde resten af vores liv, og ikke må se andre mennesker end vores nærmeste familie. Vi ser allerede denne nedlukning i lande som Belgien, hvor man kun må se fire personer offentligt og privat. Man kan ikke engang gå ind på et offentligt sted uden at man skal vaske sine hænder med sprit, og skynde sig at putte sin maske eller visir om munden. Dette skræmmer mig. I dag er der mange forfatter der tager dystopi og utopi genren til sig, da der er meget stof i dag, som man kan skrive drømme og skræmmebilleder omkring. Der er mange mennesker der opfatter utopi og dystopi forskelligt. Når jeg tænker på utopi, tænker jeg ikke på land med kæmpe nyudviklede flyvemaskiner, robotter og alt mulig science fiction, hvilket der er mange mennesker der drømmer om. Når jeg tænker på utopi tænker jeg på et sted, der er fredeligt, hvor man kan være sig selv, uden racisme og hvor alt bare er positivt. Jeg drømmer om et sted hvor man ikke kigger skævt på hinanden, og hvor man kan dele sin mening uden at blive stemplet af andre personer. Det er mit højeste ønske, bare at være et sted uden vinterdepressioner og diverse psykiske lidelser, et sted hvor der er blå himmel og godt vejr året rundt, og hvor alle er glade hele tiden.
Det er gratis at oprette en konto