En normal kold dag i december med grader på omkring de 7. Jeg var ude og flyve i min Airocar 2000 - jeg fik af min far for nogle år siden. Det var på min fødselsdag, jeg fik den, for jeg havde opført mig som et mønsterbarn. Jeg kunne tydeligt se han var stolt af mig -. Musikken spillede i mine ører og skabte en vidunderlig stemning, en fredfyldt stemning, hvor alt det negative bare drev i baggrunden. Jeg tænkte på vores bryllup. Mig og min forlovedes bryllup. Det var planlagt det hele, musikken, stedet, gæstelisten, udsmykningen, tidspunktet. Jeg tænkte på hendes smukke ansigt, hendes bløde hud. Hendes smil der varmede mit hjerte, og gjorde det hele så nemt. Hvordan jeg glædede mig til at kærtegne hendes ansigt, og fortælle hende, hvor smuk hun så ud i dag.
Men skæbnen havde andre planer med mig.
Verden var et rent utopia. Ingen fjendtlige handlinger. En pille om dagen og du var glad og lykkelig. Alle hilste pænt på hinanden, og hvis der skete et uheld, var der selvfølgelig ingen der blev sure, for uheld sker jo. Man behøvede ikke gå i skole, data blev bare overført til hjernen. Sygdomme var for længst udryddet, én anden pille om dagen, og du var altid rask. Kom du til skade, blev det ordnet uden problemer. Man kunne jo altid lave et organ, en arm eller et hjerte. Alle fløj i deres Airocars, man havde ikke brug for andet, når de kunne flyve jorden rundt på en halv time. Men selvom det var Utopia, tænkte folk selvfølgelig selv, og nogle blev trætte af at tage piller, trætte af al den kontrol der var. Det ledte til, at de blev udstødt, levede afsides fra de andre. Folk blev sendt væk for det mindste, ingen skulle jo ødelægge Utopia. Der var ikke plads til selvstændige tanker, der førte til spørgsmål eller utilfredshed.
Det er gratis at oprette en konto