Opfattelsen af ens forældre forandrer sig meget igennem tiden. Man har haft dem hele livet igennem. De var der, da man første gang så lyset, da man tog sine første skridt, da man sagde sine første ord. Man kan bare ikke huske det, kun nogle få glimt. Forældre skal være et forbillede for sine børn - et godt forbillede. Fx hvis en mor ikke vil have, at hendes søn skal ryge og at hun selv gør det, så dur den ikke. Så bliver hun selv nødt til at stoppe.
Når barnet med tiden vokser og bliver ældre, begynder det at have mindre brug for forælderen. Jeg kan/vil selv - disse ord er blevet brugt rigtig meget af børn i forskellige aldre. Forældre skal give barnet lov til at prøve nye udfordringer af.
Når jeg tænker tilbage på min barndom og finder billeder frem i baghovedet, smiler jeg. Jeg har været heldig. Jeg har ikke været en af dem, som er blevet skuffet af en af forældrene. De har altid været der for mig. Hjulpet mig når jeg ikke kunne selv og havde brug for hjælp. Det er i hvert fald det jeg husker. De første år mindes jeg ikke, men billederne, som er bundet ind i de røde fotoalbums, fortæller mig at jeg har haft det godt. Sammen med min dejlige tvillingebror. Ham skulle jeg dele mine forældre med. Alle de gode minder med ham, mine søstre og mine forældre, som indeholder ferier i syden, sommerdage ved stranden, fødselsdage og en helt masse andet. Det får virkelig smilet frem.
Det er gratis at oprette en konto