1. Fortælletid og fortalt tid Fortalt tid er den tid hvor handlingen udspiller sig. Fortælletid er det tidspunkt, hvor fortælleren beretter om begivenhederne i teksten. Er der sammenfald mellem fortælletid og fortalt tid, taler man om medsyn. Beretter fortælleren imidlertid om begivenheder, der ligger forud for fortælletidspunktet, taler man om bagudsyn. Det er klart, at forholdet mellem fortælletid og fortalt tid har konsekvenser for fortællingen. Ved bagudsyn kan der f.eks være tale om erindringsforskydninger, som man skal forholde sig til. Ved medsyn mangler der måske overblik og distance, hvilket man som læser skal tage højde for.
2. Synsvinkel og fortællertyper En forfatter vælger altid en fortæller at fortælle sin historie igennem og en afdækning af hvem fortælleren er og hvordan han/hun forholder sig til det fortalte er helt centralt for forståelsen af en prosatekst. Bemærk fortælleren er ikke identisk med forfatteren! Man skelner mellem eksplicit fortæller, hvor fortælleren direkte er synlig i teksten (f.eks. jeg- fortællere), og implicitte fortællere, som ikke direkte kommer til syne i teksten (f.eks. 3 person objektive fortællere ). Fortællertyper inddeles i følgende hovedkategorier: Jeg-fortæller. Denne type fortæller er især almindelig i moderne litteratur. Som læser har man ofte lettere ved at leve sig ind i historien, når der er brugt en jeg-fortæller. Fortællingen virker mere autentisk og læseren inviteres til at identificere sig med fortælleren. Man skal imidlertid være opmærksom på, at mange jeg-fortællere er upålidelige og det er vigtigt at bevare den kritiske distance til det der bliver fortalt. Vær også opmærksom på at jeg-fortælleren ikke er identisk med forfatteren! 3-person fortælleren optræder ikke selv som person i fortællingen, men er kun til stede som en stemme, en sammenhængende synsvinkel på det der bliver fortalt. Man skelner sædvanligvis mellem tre forskellige 3-personsfortællere: Der er den alvidende fortæller, som faktisk er synlig i teksten, idet han giver udtryk for vurderinger og holdninger til det fortalte. Denne fortællertype findes i en del ældre tekster, men anvendes ikke ret meget i moderne litteratur. Den objektive 3-person fortæller forholder sig iagttagende til personer og begivenheder, der udelukkende betragtes udefra. Læseren må altså selv slutte sig til, hvorfor personerne siger og gør som de gør. Denne form for fortæller dyrkes især i naturalismen og impressionismen, men er dog sjældent gennemført helt konsekvent. Endelig er der den personbundne 3- person fortæller, hvor fortælleren foruden at betragte personerne udefra, kan skildre dem indefra, beskrive deres tanker og følelser
Det er gratis at oprette en konto