Cykeltur og refleksioner

Han så op i himmelen igen, bare lige for at tjekke at, regnen ikke pludselig kom styrtende, uden at advare ham. Han satte sig op på cyklen, havde han nu glemt noget? Nej. Tog de første tag i pedalerne, cyklede igennem en vandpyt. Godt han stadig havde skærmen på. Han ville nu give sin søster ret, når hun sagde, at man ikke skulle tro, at hans cykel kun var et halvt år gammel, sådan som den så ud.Cyklen begyndte at slingre fra side til side. Han skyndte sig at hoppe af den. Han trak støttebenet ud med foden, og satte sig ned på hug. Cyklen var punkteret, typisk. Han havde heldigvis lappegrej med, ellers ville han ikke have kommet meget længere. Han var for længst kommet ud af den lille landsby, han boede i, og var nu omgivet af marker. Han havde været her før, det kunne han mærke, men han kunne ikke huske hvornår. Han lappede cyklen så hurtigt han kunne, indtil videre havede han gjort det mange gange, og var efterhånden blevet ret så god til det. Så var han færdig, og skulle til at rejse sig op igen, da han lagde mærke til, at jorden var overdækket med glaskår. Han bar sin cykel, og gik forbi alle glasskårene. Hvad var der sket her..? Det måtte have været noget stort, en bilulykke måske? Knuste glasskår, ja, det var sådan han havde det. Han var glasset, der blev smidt væk, bare fordi andre dummede sig, eller bare selv var knuste.Han hoppede glad op på cyklen igen og fløjtede. Skyerne gled væk fra himlen og solen begyndte at komme frem. Det var smukt, som om verden blev født igen. Det var vel også derfor at mennesket havde fået den ide, at vi skulle være skabt af en eller anden der bor der oppe blandt skyerne. Han forstod det egentlig godt; med den viden, og de forhold de havde den gang, havde de ikke noget andet valg. Mennesket ville jo næsten ikke leve uden glæde i livet, for ellers ville vi hævde at livet er meningsløst. Ved at tro på noget bedre efter vores verden var opmuntring, som en dør der ville åbne sig til et lyst rum. Det var sikkert dér solen efter regnen, ville kunne komme ind i billedet. En tynd oplyst kant i de ellers mørke skyer, og efter noget tid, brud i skyerne, hvor solen kom ned i stråler, og legede med farverne i en egentlig usynlig og uopnåelig leg. Ja, det var nok også det han ville tro på, hvis han levede i urtiden, blandt de første mennesker. Han så ned på asfalten foran sig. Han var ikke konfirmeret, han troede ikke på, at Han var skaberen af verden. Han var mere tilhængere af videnskaben, det var det, der var sikrest, eller var det?Han trak vejret dybt. Et held at hans hoved ikke sprang af alle de tanker.Han havde kørt direkte mod centrum af byen, og nu gik han ned ad en butiksgade, for at se lidt på butikkerne. Han havde ikke så mange penge, når man tænkte på de skulle holde i to uger. Det gjorde jo aldrig noget at kigge. Han stillede sig foran et butiksvindue, og kiggede på nogle sko. De var egentlig meget pæne, men det var ikke noget han gik op i. Han lagde pludselig mærke til refleksionen af butiksgaden i vinduet. Det var faktisk meget sjovt at ”overvåge” alle menneskerne, der gik forbi, uden de selv vidste det. Nogle var glade, andre var helt stramme i ansigtet af bitterhed. Nogle gik og gemte sig fra omverden i en bog, eller i høj musik fra en walkman, andre gjorde alt for at blive set, og hørt. Pludselig kom en bil kørende forbi, det lignede en han havde set før. Han vendte sig straks om, og så nummerplade på bagsiden af bilen. LR 36 985, nu vidste han, at han havde set den før, det var farens bil. Med et var den væk. Hvad lavede han her? Var det ham, han ledte efter? En pludselig varme strømmede ind i ham, men hvorfor nu det? For var det netop ikke faren, der var skyld i alt det, der var sket?Han satte sig op på sin cykel, og cyklede i den retning bilen havde kørt. Hvorfor vidste han ikke rigtig, det var som om noget styrede hans ben. Han måtte bruge ringeklokken mange gange, for at få folk til at flytte sig. Det var som om de ikke lagde mærke til ham, eller også cyklede han bare meget stærkt, så de ikke nåede at se ham.Endelig så han bilen igen i et lyskryds, han var ellers ved at tro, at den var kørt fra ham. Der var rødt. Heldigvis havde faren aldrig været en ”motor-bølle”, der kørte over for rødt, satte farten op på de forkerte steder og i det hele taget gjorde alt for at køre andre ned og betale mange bøder.Fra der hvor han stod, kunne han se ind i bilen. Jo, jo, det var faren. Han sad vist og lyttede til radioavisen, eftersom han ikke så sin søn. Der blev grønt igen, og bilerne begyndte at køre, og det gjorde han også. Faren kørte rundt om hjørnet, ligeud, ind i en rundkørsel, drejede til venstre og ligeud igen. Nu var de i et stort villa kvarter, kunne faren virkelig bo her? Der kan åbenbart ske meget på et halvt år, han havde nemlig hverken set eller hørt noget fra ham i den tid. Bilen drejede ind ved et smukt hvidt hus. Forhaven var omhyggeligt luget, og alle blomsterne var valgt med omhu, kunne man se: Farven i et blomsterbed var den samme, men forskellige toner. Han stod af sin cykel, og listede om bag en hæk, der gik ind til villaens garage. Han så faren stige ud af bilen, og døren til huset blev åbnet. Det var en kvinde, med en lang rød kjole, og langt lyst hår, der havde åbnet døren. Hendes smil var som at se en sommerdag smile. Hun stod med åbne arme, og faren kom løbende imod hende, krammede og kysede hende. De gik ind. Drengen bag hækken følte det næsten naturligt at følge efter, men han tog sig selv i det, og blev stående. I lidt tid stod han bare og kiggede på huset, og kunne ikke forstå hvad der var sket. Det var som en uvirkelig drøm, noget der ikke kunne ske, men også en drøm, hvor han ikke selv var med, han var bare betragteren. Han så på sit ur. En halv time mere, og han ville sidde på en færge og kunne kun se frem til to uger med fremmede mennesker, der var ti år ældre end nogle på sin egen mors alder. Uden han tænkte over det, gik han op mod huset, op i gennem forhaven, og så ind af et vindue. Han så ind i stuen. Faren sad i en sofa, men ikke som han plejede da han boede hjemme, sammen med mor. Dengang sad han bare og hang, og så Tv-avis eller gamle krimiserier. Foran sofaen, hvor han sad nu, var der godt nok et fjernsyn, men det var ikke tændt. Han sad og snakkede med den smukke kvinde, han lige havde omfavnet ude foran døren før. Det havde han aldrig gjort med moren, eller også var det bare minder, der var blevet slettet med nye.De grinede, snakkede, så på hinanden og talte. Han ville være en del af det. Han var træt af at være betragter af sit eget livs gode sider. For at komme over på de sider måtte han selv tage springet, hvilket han aldrig havde haft mod eller viden nok til. Han gik væk fra vinduet, over mod der, hvor døren var. Han så på uret, den halve time var gået. Knyttede sin hånd, bankede tre gange på døren, hørte nogen kom, og personen tog i håndtaget. Døren blev åbnet, og et stærkt, men varmt skær ramte ham, tryghed og stråler gennemborede ham. Som om det var døren til det lyse rum.