Hurtigt kører vi forbi markerne og hjem. Hjem til mit forfærdelige liv og hverdagen. Min hverdag er kedelig og ensom. Aldrig har jeg følt at nogen holdt af mig, eller vil være der for mig. Tit føler jeg mig alene, selvom der er masser af mennesker jeg kender rigtig godt lige omkring mig. Alting er psykisk begrænset hvad jeg kan holde til.
Hvis jeg tænker over det, længe frygter jeg at mit liv slutter snart. Måske er det forkert at bruge ordet frygter, da det næsten er noget jeg håber! Jeg kan hvert fald ikke se, hvorfor mit liv skulle forsætter.
Jeg har fuldstændig mistet ”håbet”.
Ud af øjenkrogen fornemmer jeg, at det er min veninde [NAVN A], jeg kan se gå over Lyskrydset på den anden side ad vejen.
Med store fagter prøver jeg at få hendes opmærksomhed, men hun ser intet. Stresset og ligeglad med andre ser hun ud.
Hun er helt sikkert på vej hjem fra skole.
Underligt kan det lyde, men jeg har så ondt af hende, at hun har været i skole i dag for en gangs skyld. Hun går nemlig ikke særlig tit i skole. Hun er meget bagud i skolen på alle måder, hun kan egentlig ikke følge med, selvom det er anden gang hun har gået en klasse om. Ingen bryder sig om hende, ikke engang lærerne kan accepterer hende og alle hendes psykiske problemer.
Det er gratis at oprette en konto