For 65 millioner år siden var der en gigantisk meteor som ødelagde alt liv på det, som vi i dag kender som planeten jorden. Men alligevel så har jorden fornyet sig selv og skabt nyt liv. Dette er et af de mange eksempler på, hvor stor en kraft naturen har, og hvor meget der egentlig skal til, for at ødelægge den. Naturen er for menneskene fuldstændig påkrævet, da det både er livsnødvendigt, men også for mange en stor inspirationskilde. I digtet Forsvindingsvæsken af Morten Søndergaard fra hans digtsamling Bier dør sovende, fra 1998 og i sangteksten Mælkebøtten af Erik Clausen og Leif Sylvester Petersen fra albummet I storbyens favn, fra 1978, ses hvordan menneskenes liv sættes i perspektiv til naturens kraft.
Digtet Forsvindingsvæsken af Morten Søndergaard er opstillet i fri form. Digtet er altså således ikke opdelt regelmæssigt i strofer og verslinjer. Derudover indeholder digtet heller ikke de traditionelle enderim. Forsvindingsvæsken Består af én enkel lang strofe, hvori der indgår 17 verslinjer. Digtets linjer er en lang sætning, hvilket kan ses da vi først i sidste verslinje støder på et punktum, mens digtets eneste store bogstav findes ved det første ord. De rasterende verslinjer afsluttes alle med et komma. Sammenhængen i digtet kan godt opfattes som en anelse kaotisk, da der ikke er et regelmæssigt antal stavelser i de 17 verslinjer. Dog er der mange gentagelser i digtet. Ordet ”mælk” bliver blandt andet brugt ofte, og i forskellige sammenhænge som blandt andet ”mælkeskærme” og ”mælkebøtternes”. Disse gentagelser er med til at lægge vægt på ordet ”mælk”, hvilket giver læseren en bedre ide om digtets omdrejningspunkt, som er mælkebøtten. Samtid er gentagelserne også med til at give digtet sin rytme.
Det er gratis at oprette en konto