Mørketider rammer os alle

En mørk tid vil ramme os alle på et tidspunkt, det kan være at miste en der står dig nært. Du vil kunne føle sorg, føle dig tom inden i, føle du har mistet alt. Corona har været en af de mørkeste tider verden har været udsat for, folk bliver smittet af en frygtlig virus, man mister mange tætte venner og familie. Når man kommer ud i en mørk tid, er det bedst hvis man snakker med en anden pårørende som har forståelse eller har stået i samme situation som dig, personen kan give råd til hvad vedkommende selv gjorde.

For blot tre år siden følte jeg en stor sorg, gør dog stadig i ny og næ. Min farmor, [NAVN B], døde af kræft den 28. 2. 2017. jeg har altid holdt meget af min farmor og hun berørte mange personer omkring sig, hun havde altid et smil på læben. Min søster og jeg blev altid passet og plejet hvis vi var syge, det var bare ind på sofaen, tæppe over sig og en Panodil med et gals vand. Hun fik konstateret modermærkekræft nogle år inden hun døde, men det var ikke så slemt og hun levede, som hun var helt rask. Omkring d. 19. februar, begyndte hun at få det dårligere, vi tog hende til lægerne, men de kunne ikke se, at der skulle være noget galt. Et par dage efter var det blevet slemmere. Familien var samlet for at se til hende vi fik noget kaffe, jeg kunne ikke helt forstå hvad der skete, jeg så på folk og så hvordan de bare blev mere triste som om der var sket noget, kan huske at min far og tante blev og overnattede. Dagen efter jeg var kommet hjem fra skole, sagde min far at hun var blevet rykket over til Odense hospital, fordi at den kræft hun havde, havde spredt sig til hjernen. Jeg kiggede rundt, så min søster sidde med helt våde øjne, kunne mærke at tårerene snart ville trille stille ned ad kinderne på mig. Jeg gik ind på mit værelse, for der følte jeg mig tryk, jeg slappede af, kunne komme ud med mine tanker og følelser. Vi tog ud til Odense hospital, lægerne havde sagt, at de ikke kunne gøre mere. Jeg begyndte at græde i bilen, men jeg fik hurtigt tankerne væk og holdt modet oppe ved at høre noget musik. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på de minder, jeg havde haft med hende. På hospitalet, var hele familien samlet, alle var deprimerede og havde tåre i øjnene. Jeg husker at min søster havde sat sig i stolen ved siden at hende og holdt hende i hånden. Aftenen d.27 blev hun kørt over til hospice, hun nået at være der i et par timer og natten til d. 28 sov hun trygt og rart ind.