Som Michael Robak beskriver i sin klumme om hvorvidt det at kalde sine børn for prinser og prinsesser, kan være skadende for dem i deres senere liv og udvikling samt om hvordan det at putte sit barn på en høj pedestol, ikke har den virkning mange forældre tror den måske har. For hvad sker der, den dag de pludselig ikke får lov til at sidde der længere?
Selvom det som Michael Robak skriver, kan lyde hårdt og koldt for enhver forældre, der jo kun har gode intentioner for sit barn må man ikke se bort fra den sandhed, der også ligger i de ting han skriver.
For hvad skal forældrene gøre, når børnene pludselig ikke er børn længere? Når man som forældre pludselig ikke kan fjerne de forhindringer eller skuffelser, der også hører med i det at leve og at være? Når de lyserøde briller pludselig bliver revet af, og man bliver ramt af et chok af realitet?
For hvad gør man så? Når du pludselig ikke længere bliver rost for bare at side og dandere den? Når du sidder til din eksamen, og pludselig ikke kan ringe til mor og far om hjælp? Når jobbet ikke tillader, at man ikke vil lægge arbejdet i fordi det er simpelthen bare sådan det altid har været? Det er der, der er blevet skabt et problem.
Det er gratis at oprette en konto