Bør det overhovedet at være en ideal ting at være enige, måske kan vi bruge vores uenighed til en smule mere end vi formår. Vi omgås med folk med samme meninger, hvorfor kunne man spørge. Ja, fordi det er nemt. Det ikke at skulle bekymre sig om at en diskussion dumper, nærmest springer ind fra siden når man er sammen med familie og venner. Befriende, det er en ting der er sikkert. Men holder vi alle bare kæft med vores rigtige meninger, for at undgå dem? Ingen er jo ens, ingen kan umuligt have de samme meninger om alt mellem himmel og jord. Bliver vi enige med os selv om at vi bare er enige om ikke at være uenige? ”Det er vigtigt at vi kan være uenige sammen, hvis vi skal udvikle os” Og det er det da, det er pisse vigtigt.
Det er da faktisk herligt, at vi ikke er enige om alting. Det tillader os at overveje alternative perspektiver. Vi kan måske endda nedbryde indbyrdes fordomme. Men jeg spørger bare mig selv, om ikke vi lever i et samfund, hvor størstedelen er nogle tudeprinse- og prinsesser, der tager dem nemme udvej og bare giver efter. For hvorfor skulle man tage en diskussion op for, når den er så let at springe over?