I novellen møder man jeg-fortælleren, en person, hvis begivenheder bliver videregivet til læseren fra et objektivt perspektiv. Man møder de resterende personer som jeg-fortælleren har oplevet dem.
Jeg-fortælleren præsenterer læseren for et tidspunkt i foråret, som er præget af en kontrolleret hverdag og vaner som gentager sig. Det ses ved, at hun skriver, at hun plejede at gøre tingene på en bestemt måde: jeg plejede at sætte mig på en bænk og ryge, imens jeg betragtede de sejlende, der lagde til, gik fra borde og provianterede i butikken oppe ved kajen. Her bliver det tydeligt, at hele novellen er baseret på et flashback, og er skrevet i datid.
Jeg-fortælleren er observerende og en kontrolfreak. Hun lægger mærke til alle detaljer. Hun fortæller, hvad hun ser, men ikke, hvordan hun har det med det. Det kan vi også se i dette eksempel: drengen lå helt stille med ansigtet nedad. Det er en konstatering, men der kommer ikke en holdning til det og sådan forsætter det igennem hele historien. Jeg-fortælleren fremstår her meget usympatisk med mangel på medmenneskelighed i forhold til drengen. Drengen møder man meget kort. Hans forældre er sammen med ham, og de forsvinder kort tid efter. Her træder den anden dominerende person i kraft, idet hun har en skarp holdning til drengen :jeg sidder og tænker på hvornår drengen bliver bange og begynder at løbe efter sine forældre. Jeg-fortælleren begynder allerede at bemærke damens handlinger og lægger mærke til, at hun beholder tændstikkerne, dog stadig ingen holdning: hun lænede sig over mod mig og spurgte om jeg havde ild, jeg gav hende en æske tændstikker, som hun beholdt. Damen begynder på en historie om sit barn, som skete for lang tid siden. Hun er modsat jeg-fortælleren sympatisk, og snakker udelukkende om sine egne holdninger og oplevelser. Her får vi en meget tydelig parallel fortælling med den veltænkende og åbne dame til den lukkede kontrollerende jeg-fortæller. Damen fortæller, at hun har efterladt sit barn liggende imens hun var ude at købe cigaretter. Hun endte på hospitalet i 3 dage uden barnet havde opsyn. Det er som om, at damen leder efter noget anerkendelse, at hun havde handlet på den rigtige måde, og at det ikke var noget hun behøvede at ærgre sig over længere. Det ses når hun stiller jeg-fortælleren dette spørgsmål: har hun fortalt dem alt, der ligger forud for deres egen erindring. Her er ”hun” jeg-fortællerens egen mor. Efter damen har fortalt historien, er damen blevet bekymret for drengen: han er så stor at han ville huske det. Måske vil han aldrig tilgive sine forældre. Hun rejser sig derefter op og går hen til drengen. Jeg-fortælleren er igennem hele damens historie igen meget usympatisk og tager ikke hensyn til situationen som her: skreg hun?
Det er gratis at oprette en konto