Barndomsoplevelse: angrebet af en høne

Jeg vil gerne fortælle, om dengang jeg i 3. eller 4. klasse blev angrebet af en høne. Jeps, du hørte rigtigt, en høne. Angrebet er måske en smule overdrevet, men det var i hvert fald sådan, jeg følte det. Det hele startede helt normalt. Jeg stod op, tog tøj på, spiste morgenmad og så gik jeg ellers i skole, smilene og i højt humør. Det var en god dag, for jeg skulle nemlig være sammen med tre af mine bedstevenner, Carl Oscar, Karl og Philip. Vi var altid sammen, så at der var to af os der hed Philip og to af os der hed karl/Carl, var der altid to der svarede når der blev kaldt efter en af os.

Det kunne ikke blive bedre. Jeg havde glædet mig hele dagen til, at skoledagen var slut. Da den lange og kedelige skoledag endelig var slut, gik Carl Oscar, Karl, Philip og jeg hjem til Karls hus. Vi hyggede os meget, som alle andre drenge gør i 10’års alderen. Spiste lige lidt mad, så måske noget YouTube, legede med deres 2 hunde og spillede en masse fodbold ude i haven. Karls lillebror og far spillede altid med. Karls far spillede tideligere for FC Midtjylland og vandt superligaen, så man ville altid være på hold med ham. Eller deres høns. For sådan nogle havde de nemlig, spørg mig ikke hvorfor, jeg undrer mig stadig til den dag i dag. Men dem skulle vi selvfølgelig lige ud og se på, og måske fodre dem lidt. Noget af det fedeste var, at de lige havde fået flere kyllinger, og vi synes de var noget af det sødeste og sjoveste. Karl havde opkaldt hønemoren Berta, og allerede der var vi andre en smule skeptiske, altså helt seriøst, hvem fanden kalder en høne for Berta. Men vi gik stadig med ud til hønsene, glad og åben for at se de her anderledes skabninger. De var simpelthen så søde, med deres søde små hoveder og deres lange ben, og de ville så gerne snakke med os. Berta var endda så ivrig efter os, at hun næsten kravlede under hegnet. Og jeg kan sige dig, at jeg fik et chok, da jeg så, at hun næsten kunne komme under hegnet. Efter et stykke tid derude var Philip og Carl Oscar lige pludselig væk. Karl og Jeg kiggede os omkring, men kunne ikke finde dem, da begyndte vi allerede at gå en smule i panik. Men så fik vi øje på dem. De havde simpelthen valgt at låse os ud ved hønsene. Der stod vi så alene, bange og helt fuldstændigt ude af den. Og ikke nok med at vi stod derude alene, går Berta under hegnet og hen mod mig! Jeg kan godt fortælle dig, jeg har aldrig været så bange før, og aldrig løbet så hurtigt væk fra noget før. Og som om det ikke var skræmmende nok, var låsen gået i baglås, så Philip og Carl Oscar stod derinde i længere tid, hvilket føles som en evighed. De stod endda og grinte af os, mens jeg sad og ventede på at Berta skulle slå os ihjel…