Jeg glemmer det aldrig. Det sidder printet fast i mit hoved som var det sket i går. Nogen gange har jeg marridt om det. Marridt om den nat hvor de glemte os. Altså glemte min bror og jeg.
Der havde været krig, krig i vores by, så meget krig at alting var smurt ind i blog, de var løbet efter os med deres usle machetter, hukket i os, hukket som var de på jagt, som var vi får der skulle slagtes.
Vi havde intet tilbage, folk skreg, skreg som stukkede grise mens min søster og jeg kiggede på og så mens vi sad der sad og længtes efter vores forældre kom en bus trillende hen i mod os.
En mand steg ud af bussen hvorefter at han trak os med der ind. Bussen var fyld med børn, børn der stirrede på os som havde de medlidenhed med os. Vi satte os på to af de bagerste pladser, de stirrede stadigvæk.
Du ved ikke hvor vi skal hen vel, viskede en noget så mager dreng der sad på rækken bag os. Jeg rystede på hovedet hvorefter at han fortalte mig at vi alle sammen var på vej mod et børnehjem hvor vi både kunne få mad og drikke.
Det er gratis at oprette en konto