Jeg ved ikke om jeg er bange eller om jeg føler mig tryg i mørke. Jeg synes, at mørke er noget der ikke er rart. Der er noget ved mørke der skræmmer mig, og i det hele taget er det noget hvor man ikke kan føle sig tryg i. Mørke repræsentere alt det jeg er bange for. F.eks. døden og kolde vinter nætter. Jeg ved ikke om mørket er min ven eller min fjende. Man siger at kærlighed og nye liv bliver startet og født i mørke, men for mig er mørket bare sort. Eller er det? Drømme bliver dannet i mørke, men jeg tror bare at man drømmer fordi man længtes efter en at være sammen med i mørket. Nogen gange tænker jeg over hvordan vores dagligdag og verden ville se ud, uden farver og lys. Det hele ville bare være mørkt, sort og kedeligt, men samtidigt tror jeg også, at alle folk ville være glade og i godt humør hele tiden. Netop fordi at ingen ville opfatte hvornår det var dag og hvornår det var nat, og derfor ville mørket være noget normalt. Hvis alt var mørkt ville man ikke kunne se de mørke sider af livet, hvilke nedturer, depressioner og løgne der ville være, for i mørke ville sådanne ting være normalt. Jeg tror, at mørke kan føre til ulykker og vrede. Hvis mørket var det eneste der fandtes, så tror jeg at vi ville være ensomme, at mørket ville spise os til døde og at der intet ville være efter mørkets tid. Jeg får gåsehud når jeg tænker over det. Jeg tror at jeg har et dårligt syn mørke, fordi jeg som barn havde nogen dårlige oplevelser med det. Jeg var rigtig bange for mørket, eller måske var det nærmere bare de hændelser der kunne ske i mørket, som skræmte mig indvendigt.
Det er gratis at oprette en konto