Debatten om, hvorvidt man burde vise billeder af døde mennesker og børn fra verdens groteske krige er stor, og der er mange holdninger til, hvorvidt det er respektløst overfor de pårørende, og om det er etisk korrekt eller ej. Når man ser et billede af døde børn, vil de fleste normale mennesker føle et ubehag og overvældelse over, at det billede ligger i medierne, men måske er det det, der skal til, før vi privilegerede skandinavere kan forstå alvoren af fx krigen i Syrien, hvor der blev taget et efterhånden meget omdiskuteret billede af 3-årig Aylan Kurdi, som var skyllet død op på stranden. Brugen af disse slags billeder i medierne diskuterer journalist Jakob Sheikh bl.a. i sin artikel: “Derfor bør vi vise billederne af Aylan” fra 2015.
At se virkeligheden i øjnene er en udfordring for mange mennesker og især, når det handler om døden. Hvad der sker efter døden, er en uvished for alle, og det er også derfor, det er så skræmmende at se et livløst menneske, men de barske billeder kan også få folk til at slå øjnene op og se virkeligheden, som den er. Mediernes job er vel at oplyse folk om virkeligheden, som den er? Et vigtigt spørgsmål er bare om, hvor grænsen går for, hvor meget virkelighed vi må se? Det er her medierne kan udvælge og se, hvilke billeder der er relevante for historien og kan få modtagerne til at reflektere. Alligevel har de danske medier valgt at fjerne billedet af Aylan, fordi det stred imod presseloven, som bl.a. siger: ”Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale”. Men som Jakob skriver: “Ikke kun i Danmark har billederne haft effekt. Selv stærkt flygtningeskeptiske lande som Storbritannien taler mere om krisen nu, hvor billederne har været på forsiderne af flere landsdækkende aviser”, så er den offentlige interesse for billedet ret stor verden over. Men kan vi så slet ikke få forståelse for krigen i Syrien uden brutale billeder af døde børn? Jo, her er en vigtig pointe også, at når vi ser et billede af et krigsfly i flammer eller et ødelagt hus, er det fjernt for os og lettere at glemme igen, men når der bliver sat et menneske eller barneansigt på, så kan vi mærke det mere, fordi vi også selv er mennesker, og hermed snakker billedet til vores medlidenhed. Ved at forbyde den danske befolkning at se billedet af Aylan i medierne, skærmer de folk fra virkeligheden i troen om, at folk er for sarte, og medierne undervurderer faktisk befolkningen: ”At sige, at læserne ikke kan tåle at se så barske scener, er simpelthen at tale ned til dem. Skulle læserne ikke tåle virkelighedens verden?”. Måden Jakob argumenterer på er med til at appellere til læserens følelser, hvor han bruger appelformen patos. Det gør han bl.a. ved at bruge metaforer og meget engageret og værdiladet sprog: “Danske medier har undladt af vise de ucensurerede billeder af den druknede Aylan med ansigtet begravet i brændingens brusen.”. Slutningen er også et godt eksempel på engageret sprog: ”Og ved at vise billedet af Aylan, har Aylan ikke tabt. Aylan har vundet.”. Han appellerer også til læserens følelser ved at stå på deres side og gøre medierne til læserens fjender:” At sige, at læserne ikke kan tåle at se så barske scener, er simpelthen at tale ned til dem. Skulle læserne ikke tåle virkelighedens verden?”. Her kommer appelformen etos også ind i billedet, da Jakob her prøver at vinde læserens tillid. På samme måde har han en masse eksempler på folk, som mener det samme som ham, nemlig, at det har været bevidstgørende at blive konfronteret med billedet. Hans eksempler er bl.a. hans venner, Storbritanniens avisforsider og Søren Pinds udtalelser om, at vi bør gribe til handling. De her billeder kan nemlig også presse politikerne til handling og sætte relevante problemer på dagsordenen, så de får en betydningsfuld funktion i samfundet, som Lasse Jensen også nævner i et interview ved en udstilling på kunstmuseet Trapholt om 80 pressefotografier, som har været med i mange debatter gennem tiden: "Fælles for dem alle (konflikter gennem tiden, red.) er, at der blev taget billeder af dem. Og at billederne i sig selv ikke bare dokumenterede historien, men i gyldne øjeblikke blev en aktiv del af historien.". Ligesom Jakob mener, at billeder af mennesker fremmer modtagernes forståelse af situationen, mener Lasse Jensen også, at et billede har en stor virkning på historien, og det faktisk er en del af historien. På den anden side, er det, som Lasse nævner, også vigtigt, at huske på, at medieverden er fuld af konkurrence, og nogle gange handler det bare om at udgive den vildeste og mest spændende artikel: ”Der er kommet et større pres på journalisterne i dag. Avisdød og skrappere konkurrence har gjort, at det skal være hurtigt, skarpt og sensationelt.”, hvor Ekstra Bladet er et rigtigt godt eksempel på clickbait overskrifter, der skal fange læseren. Her er det visuelle som også nævnt tidligere en god metode til at fange modtagernes interesse. Derimod mener Mai Mercado, som Christian Nørgaard Larsen skriver om i Berlingske, hvor han gennemgår reaktionerne på hendes Twitter opslag, at billeder af døde børn slet ikke bør vises i Nyhederne for primært at skåne vores egne børn. Twitterbrugernes reaktioner på hendes udtalelse var meget negative, da de fleste mener, hun burde slukke for TV’et og se virkeligheden i øjnene, når børnene ikke er der.
Det er gratis at oprette en konto