Jeg elsker at læse om ondskab. Gyser og krimi er mine yndlings genretræk. Sådan har det været i de seneste par år. Det er dog ikke de bevidste splattere, der plasker med blod, og uhyrer som skræmmer, jeg holder af. Årsagen til mit makabre romance med ondskab, skal derimod findes ved bogreolen. Der står nemlig en lille manga som ødelægger folk, når den bliver læst.
Mangaen var en gave fra mine bedsteforældre på min 14. juleaften. Da jeg for alvor kom i gang med den, så jeg på siderne med et lamslået blik, som var det min største frygt der lige var blevet opdaget. Det er det på en måde også blevet. For jeg havde forstået ondskab. Når siderne bladrede, så forstod jeg mere.
I det fjerde kapitel af mangaen opdager to fætre en lille rydning, der fører ud på en stor kløft. Da en af fætrene træder ud på kanten, kommer den anden fætters mor ud fra skoven bag dem. Hun advarer fætteren om at træde
right
tilbage fra kløften, men han adlyder hende ikke, kun for at miste balancen.
Netop før han kan falde, redder moren ham. Hun holder ham tæt på brystet, og i et øjeblik, som stilheden falder over rydningen. Trækker hus sig væk fra hans favn, og stirrer ham ind i øjnene. Et blik af terror spreder sig tværs på hans ansigt. Han mælte et enkelt skræmt ord. ”tante?”
Det er gratis at oprette en konto