Postmodernismen

I slutningen af 1970'erne begyndte nogle filosoffer, bl.a. Jean-François Lyotard, at anvende det arkitektur- og kunstteoretiske begreb det postmoderne som betegnelse for en tendens i tidens filosofi og samfundsliv. Lyotard er især kendt for bogen La Condition postmoderne (1979, da. Viden om det postmoderne samfund, 1982), som beskriver videnskabens situation ved overgangen til det postmoderne samfund.

Den "postmoderne tilstand" hævdes at være kendetegnet ved et bortfald af de "store fortællinger": Ikke bare de traditionelle religiøse og filosofiske værdisystemer, men også deres negative modstykke, de store kritiske teorier som fx marxismen og psykoanalysen, har mistet deres autoritet. I stedet fremhæver de pågældende filosoffer - der mod deres vilje ofte betegnes "postmodernister" - de "små fortællinger", dvs. lokale, situationsafhængige kriterier for, hvad der er godt og sandt, ligesom de lægger vægt på æstetik og afstår fra at fordømme kommercialisme og popkultur.

Et stadium på vejen mod denne tilstand blev i 1960'erne kaldt attituderelativisme Jürgen Habermas er blandt de filosoffer, der har kritiseret postmodernismen for at være politisk reaktionær og repræsentere en form for moralsk relativisme

Det postmoderne samfund

Sociologien inkorporerede i 1980'erne postmodernismen som en ny kritisk erkendelsesmåde og som en erkendelse af nye samfundsmæssige forandringer. Postmodernismen gør op med en universel vestlig tænkning - karakteristisk for 'moderniteten' eller oplysningsprojektet' - der bygger på rationalitet, objektivitet og totalitetstænkning. I stedet bliver begreber som ambivalens, uforudsigelighed, flertydighed, differentiering, strømme, dialoger, spil og ironi væsentlige i den postmoderne tænkning og i analysen af det postmoderne samfund. Postmodernitetens gennemtrængninger kendetegnes samfundsmæssigt af en post-fordistisk produktionsmåde der bygger på fleksibilitet, mindre, mobile virksomhedstyper og en specialiseret arbejdskraft. Kulturindustrien bliver mere dominerende med en æstetisering og iscenesættelse af kulturer og sociale områder. Opbrud præger det sociale liv. Det viser sig i midlertidige, korte og ustabile fællesskaber og møder. Det centrale politiske liv er fokuseret på iscenesættelse af personer og deres image, mens det decentrale udspilles i en mangfoldighed af sammenhænge.