Spørgsmålet om identitet er ikke kun en debat i dag, men siden tidernes morgen, har mennesket søgt efter at skabe en identitet, hvad enten man selv skabte den, eller om andre var med til det, var lige meget, så længe den bare blev skabt. Efter det moderne gennembrud sejrede mennesket udadtil, og alle blev opmærksomme på de dårlige vilkår. ”Problemer under debat” sås ikke længere i litteraturen og blev erstattet med en søgen efter ”det højere” i hverdagens trivialitet.
I denne periode er det ikke gud, der er det guddommelige, men mennesket selv, og symbolismen blev det lyriske gennembrud, som netop udtrykte denne subjektive søgen af åndeligheden med en inspiration, der kom fra romantikken. I litteraturen belyses folks dårlige vilkår ikke længere, men i modsætning til romantikken er der ingen naturdyrkelse i værkerne, men derimod en ”hyldest” til bylivet. I forhold til perioden i dag, postmodernismen, kan man både se ligheder og forskelle, men alt i alt, er temaet bygget op omkring en fælles ting – identitet. Med en sammenligning af to digte – et fra 1898 og det andet fra 2010 – er det interessant at se på, hvilke fællestræk, der springer frem.
Jeppe Aakjærs digt ”Regnvejrsstemninger” er skrevet i 1898. Dens opbygning er meget simpel med parrim (a-a-b-b) i de otte strofer fordelt med to verslinjer i hver.
Det er gratis at oprette en konto