Den første tekst er en artikel fra Politiken, der udkom den 19-4-2014, og som handler om Anne-Marie Løkkegaard, der mener, at børnefamilier i dag er ofre for meget stress. Hun kommer med flere punkter, hvor stressen, ifølge Løkkegaard, vil blive mindre. Der bliver nævnt, at personer, født i 90’erne, er de første til at opleve stressen ramme børnefamilierne. Løkkegaard mener også, at politikerne ikke gør noget for at hjælpe børnefamilierne i Danmark.
Den anden tekst er en artikel fra Politiken,der udkom den 6-2-2015 og som er skrevet af Per Micael Jespersen, hvor han interviewer Ning de Coninck-Smith, der har et helt andet syn på stress i børnefamilierne. Coninck-Smith mener nemlig, at børnefamilier aldrig har haft det bedre end de har i dag. Coninck-Smith har fundet 5 områder, hvor hun mener, at danske børnefamilier er privilegerede i forhold til andre lande i verden, og hvor hun peger hen på blandt andet England.
I tekst 1 vil jeg redegøre for, hvorfor hun mener børnefamilier aldrig har været mere stressede. ”Hvad med fradrag for hjælp til vask og rengøring? Hvad med madordning i skolerne uden den daglige madpakkestress?”. Dette citat fra teksten udtrykker især denne problemstilling. Der bliver argumenteret for, at det er de små ting i hverdagen, der stresser hverdagens børnefamilier, og hvor nemt problemet ville være at løse, hvis politikerne ville hjælpe. Nogle af de pointer der også kommes ind på, er, at vi arbejder mere og mere, så børn skal bruge mere tid på institutionerne. Løkkegaard starter også ud med at fortælle, at 90’er generationen var meget mere fri og havde mere tid sammen med familien end i dag. Hun argumenterer for, at når man er opvokset med de vilkår, kommer det som et kulturchok, når hverdagen ikke længere hænger sammen. Det understøttes af dette citat:” Vi kan sgu da ikke blive ved med at bilde os ind, at vi kan det hele. Det går bare ikke«. Men kan 90’er-generationen blive de første til både at blæse og have spelt i munden?”
Det er gratis at oprette en konto