Analyse af 'Ørneflugt'

Dette er historien om den unge ørn, der som gulnæbbet unge blev funden af nogle drenge og bragt ind i den gamle præstegård, hvor nænsomme mennesker tog sig af den og fik den kær, så man ikke senere formåede at skille sig ved den. Ligesom eventyrets „grimme ælling“ voksede den op mellem skræppende ænder og kaglende høns og brægende får, og så vel befandt den sig efterhånden i disse omgivelser, at den blev både stor og bred, ja – som præsten sagde – „formelig – ligefrem lagde sig mave til.“ Den havde sit stade oppe på et gammelt plankeværk ved svinehuset, hvor den sad og passede på, når pigen kastede affald ud fra køkkenet. Så snart den fik øje på den store Dorthe, kastede den sig ned på stenbroen og vraltede det fyldte fad i møde i det burleske sækkeløb, hvori æterens kongebørn bevæger sig på jorden. Det kunne vel en og anden gang hænde, især på stormfulde dage eller når et uvejr trak op, at der vågnede en ubestemt længsel, en tåget hjemvefølelse i den fangne himmelætlings bryst. Den kunne da sidde i halve døgn med næbbet trykket ned i brystets smudsige fjerklædning, uden at røre sig og uden at viIIe æde. Og pludselig kunne den da sprede vingerne ligesom favnende ud i luften og kækt svinge sig i vejret, ... men det blev altid kun en stakket flugt, vingerne var forsvarligt stækkede; efter et øjebliks ubehjælpsom flagren faldt den ned på jorden, hvor den i sin fortumlelse først gjorde et par små sidelæns hop og derpå med fremstrakt hals løb hen og forputtede sig i en mørk krog ligesom for at skamme sig. På denne vis havde den levet et par år, da det hændte, at den gamle præst blev syg og døde; og i den forvirring, som deraf opstod i præstegården, glemte man efterhånden at tage vare på den kongelige fugl – „Klavs“, som man ganske borgerligt havde døbt den. Den vraltede som sædvanlig omkring mellem de andre husfugle, altid fredsommelig, næsten lidt ængstelig, fordi den var vant til at få over næbbet af præstedøtrene, når den engang imellem fandt på at gøre sin medfødte overlegenhed gældende overfor småkravlet. Men så hændte det en dag, da en frisk søndenvind blæste forår og varme ind over landet, at den pludselig befandt sig oppe på mønningen af den store ladebygning, uden at den selv forstod, hvordan den var kommen derop.