I teksten refereres der til ”den grimme ælling” i starten hvor der står ”ligesom eventyrets grimme ælling voksede den op her mellem skræppende ænder og kaglende høns og brægende får”.
På side 44, ”Den følte med eet, at den var ørn. –” Det minder om slutningen i ”Den grimme ælling”, hvor det ender lykkeligt med, at ællingen er blevet til en svane og føler sig ’hjemme’ med den men i ”Ørneflugt” er sætningen ikke tegn på en lykkelig slutning.
De to sidste linjer, Henrik Pontoppidan skriver som afslutning, referer til, at han mener det modsatte af H. C. Andersen. Man glemmer aldrig sin arv helt, men miljøet man vokser op i, kan påvirke en utrolig meget.
Ørnen er vokset op i et miljø, hvor den ikke selv behøver at gøre noget. Den kan heller ikke gøre noget, fordi dens vinger er blevet stækket hvert år. Den har fået maden serveret sammen med de andre dyr, og ellers været alene oppe på et gammelt plankeværk ved svinehuset, når den ønskede det, og den har ikke rigtig lært at flyve. Miljøet kan måske være et billede på, at når der bliver sørget for de nødvendige ting, som mad og drikke, et sted at sove, og selskab af andre, kan det være nok på grund af trygheden i det. Ørnens naturlige instinkter er næsten helt væk. Den mærker dem lidt igen, da den ved et tilfælde opdager, at den pludselig kan flyve længere og højere, end den nogensinde har gjort før. Men så bliver den alligevel utryg til sidst, da den bliver udfordret af alt det ukendte, og den vil hjem til det kendte og trygge miljø.
Det er gratis at oprette en konto