Børne-tv i Danmark er noget vi har haft i lang tid, og det har altid været en stor dille. Jeg kan huske tilbage til den gang hvor jeg sad og så det. Ikke de forskellige Disney Channel, Nickelodeon og hvad der nu ellers er af ”teenage-serier”. Nej jeg tænker længere tilbage. Helt tilbage til før Ramasjang. Dengang vi så Anne og Lotte, Bjørnetimen med Sigurd, Da lotte blev usynlig, Bamse og Kylling osv. Dengang var børne-tv meget anerledes, men der var også en anden tid. Dengang brugte man meget dukker til børne-tv hvor man nu ser ”rigtige” mennesker på skærmen eller animerede serier. Børne-tv ændrer sig altså hele tiden, med tiden. Både hvordan det produceres, men mere i nutiden også grænser for børne-tv. Hvornår bliver det for meget, for grænseoverskridende, for vovet. Vi er i nye tider, især med MeToo kampagner, kamp om ligestilling og en krænkelseskultur. I år udkom nemlig en ny serie kaldet John Dillermand, som har verdens nok længste diller og bruger den til at få sig selv rodet ud i problemer, men også til at få reddet situationen igen. Denne serie er selvfølgelig kommet op i debatten og hvorvidt det er okay børne-tv eller for meget. Jeg ville i denne artikel diskutere og debattere netop dette ved hjælp og brug af citater, kommentarer og klip fra andres holdninger til emnet og til sidst runde af med min personlige holdning samt en sammenfatning af diskussionen og debatten.
Det er gratis at oprette en konto