Karismatisk ledelse i kristendommen

Med sine 2,1 milliarder tilhængere på verdensplan betegnes kristendommen i dag som en verdensreligion. For 2000 år siden var religionens position dog en ganske anden: kristendommens store leder og grundlægger, Jesus Kristus, var netop blevet henrettet på korset, og dermed var religionen i fare for at dø ud. Når disse to situationer stilles op mod hinanden, bliver det nærliggende at sætte spørgsmålstegn ved den kristne tros udbredelse. Hvordan lykkedes det kristendommen at gå fra én mands revolutionære tanker om tolkningen af Moseloven til verdens største religion?

I forsøget på at besvare netop dette spørgsmål kan sociologen Max Webers teori om karismatisk ledelse anvendes. Ifølge Weber defineres karisma som en ekstraordinær kraft, som særlige individer tillægges eller er udstyret med. Karismaen gør, at disse individer opleves som mennesker med usædvanlige kræfter, hvilket gør dem i stand til at tiltrække og lede tilhængere. Dog opfattes karisma ikke blot som et personligt karaktertræk, men et socialt fænomen, idet lederskabet er baseret på tilhængerskarens fortsatte anerkendelse af lederens usædvanlige kvaliteter. Dertil inddeles den karismatiske ledelse i tre karismatiske styreformer, den magiske, den profetiske og den heroiske, som afgør lederskabets karakter. Det karismatiske lederskab er desuden ofte af ekstremt ustabil kvalitet, idet lederskabet hviler på den karismatiske leders personlige egenskaber. I kraft af denne problemstilling forlænges Webers teori om karismatisk ledelse med teorien om rutinisering af karisma. Denne teori omhandler processen der efterfølger den karismatiske leder, hvor den personlige karisma omformes til et mere stabilt lederskab, der er uafhængigt af én enkelt person. Denne proces er typisk præget af en institutionalisering og en mere struktureret økonomi. Rutiniseringen sker senest ved den karismatiske leders død, hvor en efterfølger udpeges til at viderebringe den tidligere leders værdier og idéer.