Som læser på den anden side af fortællingen eller bare som individ på den anden side af en samtale, kan vi formode hvordan det måtte føles at være begravet i eskapisme. Både sidstnævnte og menneskelige relationer er hovedtemaerne i Camilla Christensens novelle “Veninder” fra novellesamlingen “Stjernebørn” (1996), da relationen “veninder” for de to piger, Bet og Messy, ikke blot er inddraget som en banal “hvem-som-helst”-affære, men tværtimod fremstillet som en livsbetingelse i nød og lyst. En virkelighedsflugt på flere lag, både fysisk og psykisk, skal meget snart føres fra en fængsling, til en befrielse.
I et sårbart vendepunkt, nævner en af novellens hovedpersoner, en gammel 90’er film, nemlig “Thelma & Louise”. Filmen skildre livet som stræk, impulsiv kvinde på flugt, som sværere end som så. Det kan den foregående handling for Christensens novelle bekræfte. Vi som læser får et indtryk af at der er foregået en grusom hændelse. Bet og Messy, hovedpersonerne i novellen, er på en eller anden måde endt på et koldt gulv i et rum med laset tapet, i Hamborg - formentlig efter en bytur med druggede drinks, dansere på podier og sleske mænd der forventer en belønning.1
De to tilsyneladende gode veninder er havnet i en barsk kattepine, sagt på godt gammelt dansk. Men hvor gode veninder er de egentlig? Og hvor længe har de kendt hinanden? Disse spørgsmål drejer tankerne her på nogle få detaljer i novellen, blandt andet det følsomme øjeblik hvor “veninderne” står på altanen og skal til at springe ned fra 1. sal.2 Bet har aldrig set Messy græde og hun vidste ikke engang at hun havde en mor. Hun har sågar heller aldrig selv, fortalt om sin mor. Deres venskab er altså bygget på festvaner og overfladiske samtaler. Som læser fornemmer man således, at deres venskab er sprængfarligt og mere brugt til “særlige lejligheder” end et dybt og tæt knyttet bånd. Dermed sagt, ville denne aften i Hamborg, uden skyggen af tvivl kunne rette op og ned på det hele. Hvis altså ikke, det havde endt som det gjorde. Novellen slutter med en åben slutning og vi kan kun tænke os til, hvad der er sket. Tekstens billedsprog er markant og antyder, da Bet siger “Jeg vidste heller ikke, at Messy havde været udspringer engang.” (s. 3, ll.104), at Messy nærmest har lavet hovedspring fra altanen og nu går døden i møde. Der optræder også andre lyriske virkemidler i novellen. For eksempel har den usikre Messy en tendens til at trække på smilebåndet, i ubekvemmere situationer. Det er nemmere for hende at give et falsk smil, end at vise hendes sande frygt3. Her er allegorien tydelig for enhver; Nemlig at mene noget andet end det, man siger og få læseren til at reflektere.
Det er gratis at oprette en konto