Veninder: personkarakteristik af Camilla Christensens novelle

Camilla Christensens ”Veninder” (1996) er en moderne novelle fra novellesamlingen ”Stjernebarn”. Den handler om pigerne Messy og Bet, der som konsekvens af en række hændelser ender i et aflåst rum i et ukendt land. Pigerne har lidt til ingen erindringer, af hvordan de endte i denne situation. Lidt senere husker de, at de befinder sig i Hamborg, og at de dagen inden var ud at feste. Pigerne finder ud af, at de var blevet bedøvet og kidnappet. De indser straks, at de bliver nødt til at hoppe ud ad vinduet på 1. sal, hvis de vil overleve.

Bets/jeg-fortællerens sprogbrug indikerer, at hun er et usikkert individ, idet hun stiller en konstant stiller spørgsmål hele vejen igennem. Hendes første instinkt når hun vågner, er at spørge Messy hvor de er: ”Om lidt kan jeg nok tale igen, og så vil jeg spørge hende, hvad der er sket” (side 1 linje 17-18). Dette viser Bets afhængighed af Messy, hun vælger at spørge i stedet for selv at undersøge omgivelserne. Messy, modsat til Bet, vælger selv at undersøge hvad der er sket. Dette giver læseren et indtryk af, at hun er stærkere og mere selvstændig end Bet er i starten af novellen. Bets usikkerhed og afhængighed kunne muligvis bunde i omsorgssvigt. Adskillige sætninger i novellen peger på at Bet har været udsat for en form for omsorgssvigt. I starten af novellen siger hun: ”Det føles, som om hun (Messy) er det eneste menneske, der nogen sinde har holdt mig i hånden.” (side 1 linje 2-3). Støtten og omsorgen majoriteten af mennesker finder i deres forældre er ukendt til Bet, hvilket kunne være grunden til hendes usikkerhed. Hun fortsætter derefter og siger ”Det er rigtigt. Det eneste menneske, der nogen sinde har taget min hånd og holdt den fast.” (side 1 linje 3-4). Dette kunne pege på, at Bet har haft en række midlertidige forhold i sit liv, men at der er noget unikt ved Messy og Bets forhold. Messy, modsat til alle andre i Bets liv, har ikke forladt hende. Deres unikke og smukke forhold, har bevirket at Bet har fundet den omsorg hun så slemt trang til i Messy: ”Det er Messys blanke øjne, jeg spejler mit forslåede ansigt i, da jeg vågner” (side 1 linje 1-2). Forfatteren bruger nøjagtig ordet ”spejle”, fordi hun vil vise læseren, at Bet ser sig selv i Messy, og dermed understrege hvor tætte de er. Dette er et tegn på omsorg og kærlighed.Bets rodet liv har forårsagede en øget følelse af usikkerhed og identitetskonflikt hvilket ses på side 2 linje 23-34: ”Jeg mister altid min lighter. (…) En eller anden sagde engang, at det er fordi jeg håber at blive fundet en dag (…). Sommetider bliver jeg faktisk fundet, men det hjælper ingenting.”. Som sagt, har Bet haft en række midlertidige, overfladiske forhold hvilket sætningen ”Sommetider bliver jeg faktisk fundet, men det hjælper ingenting.” (side 2 linje 24) understøtter. Messy adskiller sig dog fra Bet. Hun virker mere selvsikker og selvstændig, da hun straks rejser sig op og undersøger situationen selv: ” Hun fortsætter over til et vindue i værelsets modsatte væg. (…) 1. sal, siger hun” (side 2 linje 9-12). Hun virker afslappet hvilket ses gennem hendes sprogbrug: ”Det er da skide skægt, det her. Hun kigger ned pa fortovet, smiler skævt og ser pa mig”. Langs handlingen fornemmer man at hendes selvsikkerhed er en facade der langsomt forsvinder, idet hun indser at hendes liv er gået for vidt, og at hun ikke kan håndtere det længere. Hvis man sammenligner hendes attitude og adfærd i starten, til den måde hun opfører sig på i slutningen, kan man tydeligt fornemme hendes voksende usikkerhed. Fx når hun siger på side 3 linje 13 ”Vi er nødt til at springe.”, men lidt senere, når Bet rent faktisk springer forsøger Messy at holde hende tilbage, men Bet river sin hånd løs. Forskellen på Messys attitude viser hendes triste udvikling gennem historien. Mod slutningen af novellen fornemmer man, at hun har givet op på livet, hun begynder med at græde og hun beder Bet om at ringe til sin mor. Pludselig spørger hun Bet, om hun har set filmen ”Thelma og Louise” der ligeledes handler om to triste skæbner, der sidst i filmen kører ud over en afgrund i Grand Canyon og dør. Denne udvikling i Messys personlighed tvinger Bet til at tage ansvar, da Messy ikke kan længere. Pludselig, er det Bet der motiverer Messy: ”Jeg springer først. (…) Selvfølgelig kommer jeg hjem. Det gør vi da begge to. Der er sgu da ikke ret langt ned, man” (side 4 linje 11-15). Overraskende ”bytter” pigerne personlighed i slutningen.