Skabet

Så er jeg kommet ind i det forpulede lorteskab igen. Gud hvor jeg hader det skab, og jeg bliver altid smidt ind i det, som en straf for alt det, som jeg åbenbart har gjort forkert. Det er et gammelt træ skab, som vi har haft lige så længe jeg kan huske det, og jeg har altid hadet og været bange for det. Siden alt det lort, der er sket på det seneste, så er jeg blevet mere bange for fars næve, end det gamle skab. Det begyndte jo at blive et helvede herhjemme, tomme ølflasker, som dækkede hele gulvet til, et par brækpøle, som lå rundt omkring og stanken af en gammel, fordrukken, arbejdsløs, midaldrende mand. Den eneste grund til, at han nogensinde fik sig til at bevæge sig var, hvis han manglede nogle nye bajere. Det var jo også mig, som skulle sørge for alt her i huset. Penge behøvede han ikke at sørge for, fordi da hun døde, fik vi alle pengene, og dem havde hun sgu’ masser af. Så jeg får bare en tusse af ham en gang imellem, som jeg skulle bruge på mad og hans overforbrug af bajere.

Det var mandag morgen, en dag som alle andre. Jeg skulle riste noget brød til far og mig selv. Jeg lavede et fad med et par øl samt en ostemad, og stillede den så på natbordet ved siden af ham. Bagefter listede jeg forsigtigt ud ad døren. Jeg havde lange ærmer på, for at gemme de blå mærker væk, og som altid sad jeg alene i et hjørne af klassen, og læste i min bog. Det var jo ikke fordi, at de ikke kunne lide mig, eller fordi jeg ikke kunne lide dem. Jeg ville bare ikke have noget forhold til nogen, for så ender det med, at de finder ud af det med min far. Det ville jo bare ende med, at jeg skulle på børnehjem eller noget lignende, og jeg elsker ham jo stadig inderst inde… Timen begyndte, og som altid var jeg den eneste som fulgte med, alle sad bare, og sms’ede med deres mobil under bordet, og Hr. Mortensen var ret så ligeglad med det. Hr. Mortensen var vores matematiklærer, han var god til matematik, men han var alligevel altid ligeglad med om vi overhoved lærte noget. Han gjorde jo bare det, som skulle gøres. Klokken ringede, endelig frikvarter. Jeg satte mig ned i hjørnet, hvor jeg læste i min bog. Det var en roman om en fyr, som levede et dobbelt liv med sine to koner. Den var faktisk meget spændende, men min læsning blev afbrudt, da Patrick spurgte mig om noget. Jeg hørte ham ikke, fordi jeg bare tænkte på ham. Han var så sød og venlig, og det glimt han havde i hans øjne, det glimt, som fortalte nærmest alt om ham. Bare ved at kigge ind i dem i et par sekunder. Jeg kunne kigge ind i dem hele dagen, hvis det skulle være, men så ringede klokken igen, og jeg gav ham aldrig et svar. Dansktimen gik i gang, (.) vi havde frilæsning, og jeg tænkte på Patrick og om, hvad han egentligt sagde til mig. Jeg kan stadig ikke huske det, men det kunne også være lige meget.