Ondskabens typer: Svendsens fire former

Ondskab. Hvad er det? Den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen observerer i bogen Ondskabens filosofi (2001) mellem det naturligt onde og det moralsk onde. Der findes mange filosofiske bud og fortolkninger på, hvad ondskab er. Man behøver ikke at have oplevet dem, men blot at have hørt om den eller observeret den, for at kunne subjektivt dømme hvad ondskab er. Vi er ofte hurtige til at dømme onde handlinger som ondskab, fordi vi ikke forstår de tanker der bliver til handling gennem motivation. Der er nogle gange grunde for handlingen, og andre gange kan de være helt umotiverede. Menneskets baggrund, ideologi og miljø spiller også en stor rolle. Man kan begå ondskab igennem presset situationer, mens der er andre der tager sagen i egen hånd. Uanset set baggrunden for handlingen, har de et fælles tredje. De er alle aktører for den onde handling.

For at kunne forstå ondskabens og aktørens motiv for de onde handlinger, leder vi efter en mening. Men findes der en mening med ondskaben? Onde handlinger ligger ofte langt udover den menneskelige fornuft, og kan i denne sammenhæng virke meget koldt. Man kan derfor, som tilskuer til ondskab, være hurtig til at konkludere at aktøren af ondskaben er sindssyg eller ond, bare fordi man ikke har ord for, eller forståelse for, hvad der går igennem hovedet på ”sådan” et menneske. At sige at et andet menneske er ond, stopper samtalen og konkluderer ved at bruge begrebet ond, at handlingerne opstår fordi mennesket er ondt. De fleste mennesker ved ikke nok om begrebet at være ond, og ved ikke hvad det vil sige at være ond, men bruger ordet alligevel. Hvis man undersøger motivation bag de fleste onde handlinger, og ser det fra aktørernes side, vil man ikke altid kunne konkludere at de er onde. Man kunne prøve at sætte sig i aktørens sko, og muligvis indse man kunne have tænkt det samme, men selvkontrollen og moralen ville bremse en, må man håbe. Ofte bruges ordet ’ond’ irrationalt, uden at senere reflektere over det. Det er blevet et hverdagsord, som også bruges af børn og unge.