Det var en varm solskinsdag i maj, og der var en underlig lugt af varm asfalt og gamle bleer i luften.
Frokosten var overstået, og jagten på det bedste legetøj i sandkassen sat ind.
Men bag os lød der et kald, et kald vi havde hørt mange gange før, et kald vi alle sammen frygtede.
Med et satte vi i spurt, i spurt over fliserne og over det lille trin i sandkassen.
Vi kiggede skræmt på hinanden, nogen tydeligvis mere påvirket end de andre.
”Hvad gør vi?”, spurgte “Tagbrand”. ”Jeg skal bare løbe hurtigere end dig”, sagde “Fede” med et stort smil.
Vi løb hver vores retning, som vi plejede. Inden der var gået længe, kunne man høre det første opgivende skrig, da ”Tagbrand” blev indhentet.
Jeg kunne høre skridt bag mig, vendte mig ikke om, jeg løb bare så hurtigt jeg overhovedet kunne.
Da jeg endelig stoppede og kiggede mig over skulderen, kunne jeg se “Fede” som egentlig hed Magnus, med begge sine hænderne på knæene hivende efter vejret.
Vi vidste godt, at hvis vi skulle slippe væk, skulle vi over hegnet.
Jeg gav Magnus en hestesko over hegnet, og han landede på den anden side, så kravlede jeg selv over.
Det er gratis at oprette en konto