Brev om Carl August Lorentzens fængselsflugt

Fag: Dansk - Skriftlig Fremstilling

Uni login:

Elevnummer: ?

Klasse: 9.C

Antal sider i alt: 1

Dato: 26/10/21

Elevens underskrift:__________________________________

(Uni login)

Tilsynsførendes underskrift:____________________________

Nummer 3.

Kære Arne

Når du læser det her brev, er det 3 dage siden jeg slap fri. Jeg har jeg været fri i 3 dage. Jeg savner ikke cellerne i fængslet, de var kolde og kedelig. Jeg nyder friheden meget, friheden af at kunne gå hen, hvor jeg vil, og hvornår jeg vil. Du tænker nok meget over, hvorfor jeg har valgt at skrive et brev til dig. Jeg skriver til dig for, at du kan høre tankerne og ideerne bag min succesfulde plan, og hvordan det egentligt lykkedes mig at bryde ud. Jeg tænkte i lang tid over, hvordan jeg skulle bryde ud af det fængsel, og om det overhovedet muligt, men her er jeg, fri som en fugl. Det var ikke en nem opgave at bryde ud, der lå meget planlægning bag min flugt. Ideen bag min flugt kom efter de utallige timer som jeg brugte på at stirre på min hylde, efter jeg var kommet tilbage fra at folde kuverter. Jeg tænkte, at der nok skal være en vej ud den vej. Jeg fjernede reolens ene hylde og bagbeklædning, og nu kom det hårde arbejde, med en teske og stoppenåle skrabede jeg mørtel ud af væggene, og endte op under en trappe. Hullet jeg havde gravet var ikke større end 31 centimeter langt og 40 centimeter højt, men jeg havde ikke brug for mere, det var lige nok til at jeg kunne komme igennem. Jeg endte op under en trappe. Under trappen fik jeg ideen om at fjerne trinene, så jeg gjorde et trin og to stødbrædder aftagelige. Jeg løftede det hele væk, og havde nu fri passage op til pulterrummet på loftet, og med et par falske nøgler som jeg satte sammen af spiseskeer, havde jeg nu fri adgang til at hente materialer og værktøj fra pulterrummet. Om natten sneg jeg mig ud, og gemte værktøj og materialer ned under trappen. Efter jeg fik fat i alt som jeg skulle bruge, gik den største opgave i gang. Jeg gravede hen over flere måneder en 18 meters lang tunnel med støtte fra mursten og brædder. Resten af flugten var nem. Tunnelen førte ind under din kartoffelkælder, og natten til lille juleaften brød jeg ud gennem gulvet. Det eneste der på daværende tidspunkt nu stod mellem mig og friheden var en murstensmur og et gitterhegn. Jeg krydsede min målstreg med en knibtang, og var nu en fri mand. ”Hvor der er en vilje, der er der også en vej!” Det er det der står på det skilt, ved indgangen til den tunnel jeg gravede. Jeg skrev det på sedlen for at vise, hvis man er fast besluttede på sine mål, så skal det nok lade sig gøre. Det lykkedes mig at flygte fra et så kaldt flugtsikkert fængsel. Jeg var fast besluttede på at det var det jeg ville, og jeg fandt en vej ud. Der var mange udfordringer undervejs, som f.eks. tidspresset af at skulle nå tilbage til min celle, hele tiden kigge sig over skulderen og passe på med at grave, så vagterne ikke så det, men det stoppede mig ikke. Jeg kom ud! Det går langsomt op for mig, hvor glad jeg er blevet siden jeg brød ud. Jeg kan ikke komme i tanke om, hvad der er det bedste ved friheden. Var det det, at jeg kunne gå alle de steder hen som jeg ville og når jeg ville, eller måske at jeg endelig kunne spise bedre mad end det i fængslet, hvem ved, men en ting jeg er sikker på, er at jeg er så lykkelig endelig og være ude af det fængsel. Jeg har selvfølgelig udfordringen om ikke at blive genkendt eller set af nogle, det en lille ulempe når jeg skal ud at spise, men jeg klarer mig. Nogle gange vil jeg selvfølgelige ønske, at jeg bare kunne stå op om morgenen og gå ud, men jeg vil ikke risikere og ende tilbage i den celle igen. Til slut syntes jeg du skal vide, at jeg tænker meget på min tid i fængslet, og hvordan den ændrede mig. Jeg håber ikke, at nogen skal udsættes for det at opleve Horsens statsfængsel her i 1949. Ikke engang for min værste fjende.