Skønlitteraturen har haft en plads i mit liv siden barnsben. Litteraturen vokser i symbiose med mennesket. Som lille får man læst Pixibøger højt, men som årerne går, bliver man kvalificeret til selv at læse værker om komplekse relationer og konflikter. Nogle vil antage, at skønlitteraturen uddør i sit møde med moderne medier og mennesker, man kan derfor undre sig over, om skønlitteraturen stadig vokser med os. Litteraturen er med os fra opdragelsen, og selvom dette lyder som en kliche, så kan litteraturen også indfange aspekter af vores liv fremadrettet. Litteraturen har ikke en målbar størrelse, og den er dermed omfattende i sin form, og denne form er skabt for at behage mennesker. Men den kan også skabe en underen blandt mennesker og reformere vores samfundssyn.
Skønlitteraturen spiller en stor rolle i de tidlige år af livet og bliver en del af opdragelsen. I artiklen Litteratur er en pokkers effektiv social aktør bragt i Information d. 4. juni 2016 af Anna Raaby Ravn kan man læse litteraturprofessoren Rita Felskis opfattelse af litteraturen. Felski påskønner litteraturen og fortæller således: ”Den er udfordrende, uddannende, underholdende, overraskende og så er den i kontakt med verdner, som dens læser ofte kun kan drømme om.” (s. 1, l. 19-21). Skønlitteraturen har særligt evnen til at danne verdner blandt børn, da man er mere villig til at hengive sig til disse verdner. Mange børnebøger beskæftiger sig med at overkomme de forhindringer, som børn også selv møder, men nogle indeholder også andre tematikker, såsom de klassiske eventyrs fortællinger om prinsen og prinsessen. Når fortællinger om den heltemodige prins og den ydmyge prinsesse bliver en del af opdragelsen, kan man spekulere over, om dette får en indvirkning på identitetsdannelsen af barnet. Selvom denne problematik også kan skyldes mange andre faktorer, så kan skønlitteraturen forene os med verdner, vi enten spejler os i eller idealiserer. Litteratur som man kan relatere til, gør sig måske mere gældende senere i livet. Felski siger yderligere i interviewet: ”Litteraturen er ikke et spejl, der med knivskarp præcision kan reflektere en virkelighed eller en menneskelig bevidsthed. Men den kan noget andet - den kan skabe et nærvær og en indføling (…)”. (s. 2, l. 55-57). I mine egne ungdomsår har skønlitteraturen givet mig mulighed for at få et mindre banalt indblik i teenagelivet i det postmoderne samfund, end Netflix serier har været i stand til. Ofte vil ungdommen blive portrætteret i sammenhænge med venner, vildskab og vodka, men jeg har selv erfaret, at det er mere besværligt end som så og endda kedeligt at være ung. Disse mere flade sider af ungdommen vender litteraturen ikke ryggen til, og det kan jeg identificere mig med, hvilket på en måde føles sundt. Romanen Normale Mennesker fra 2018 af Sally Rooney, er et stykke skønlitteratur, der havde en særlig indvirkning på mig. Det er et år siden, at jeg læste den, og jeg er hverken inden da, eller siden, stødt på en fortælling om ungemennesker så virkelighedsnær som denne. For som titlen antyder, så er deres følelser og handlinger menneskelige, de er naive og udtrykker stor hengivenhed. Det er ikke, fordi jeg identificerer mig med romanens kærligheds problematik, men jeg følte, at jeg forstod måden, de behandlede hinanden på. Det kan skyldes, at det var første gang, jeg oplevede en fiktiv ungdomsrelation, uden den var blevet pustet op med teenageklicher.
Det er gratis at oprette en konto