I skrivende stund, mindes jeg min barndom. I min barndom havde biblioteket nemlig en særlig plads i min bevidsthed. Bøger var undervisning, og undervisningen var bøger. Men det var ikke bøgerne som fascinerede mig, det var stemningen i den store hal, med højt til loftet, og den larmende stilhed som trådte frem i kræften af læserens tanker, som nærmest kunne høres. Processen som foregik inde i tankerne hos dem som sad og læste fascinerede mig, og jeg beundrede deres hengivenhed til deres individuelle univers som kun de kendte til. Og selvom at læsningen aldrig har fanget mig, så har skønlitteraturen alligevel haft en særlig plads i min kamp om at finde mig selv.
For mig har litteraturen altid været let tilgængelig. Det har været let for mig at forstå den, og været let for mig at forstå mine følelser på grund af den. Dette får mig til at spekulerer over alle de mennesker derude i den store verden, som ikke har været lige så privilegerede som jeg. Mennesker i kriser, som sandsynligvis er dem, som har allermest brug for den. Et univers som de kan give sig hen til i uro og frygt. Alen Causevic skriver i debatindlægget: ‘’Strunge, Kerouac, Hemingway og Knausgård integrerede mig i Danmark,’’ omkring litteraturens effekt på hans integration i Danmark. For ham var hans horisont snæver, og hans bevidsthed rakte ikke længere end til hans boligblok og den bosniske hverdag, som nu ikke længere eksisterede. Da han mødte litteraturen gik det op for ham, at han levede i et bur fuld af kulturelle dogmer som ikke længere kunne holdes fast i. Den kulturelle dannelse er essentiel for en ung drengs integration i et fremmed land. For hvis man sågar ikke kender til sine egne følelser, hvordan skal man så nogensinde kunne udregne sin unikke identitet?
Det er gratis at oprette en konto