Jeg stod ved døren, minfinger var 2 cm fra at trykke på dørklokken. Mine tanker fløj rundt i hovedet, skulle jeg være kommet? Jeg tog mod til mig og trykkede på ringeklokken. Hendes mor stod i døren og smilede varmt til mig: ”Veronica min egen, der er du endelig det så længe siden vi har set dig!” ”Ja” smilede jeg og prøvede at virke afslappet selvom jeg var nervøs. Jeg gik op mod værelset og allerede på trappen kunne jeg høre Anna og Emilie grine. Annas mor sagde smilende til mig at jeg bare skulle gå ind. Jeg tøvede med at trykke håndtaget ned men tog et bestemt tag og gik ind. Der blev helt stille da jeg kommer ind, faktisk også lidt akavet stemning. Jeg satte mine ting og satte mig på sengen. Anna og Emilie snakkede videre uden næsten at ænse mig. Det blev kun til et kort hej og et kort blik. Jeg viste det. Jeg viste også alt det Emilie har sagt om mig til Anna, selvom intet af det passede. Nu sad de der som store skræppende papegøjer, mens jeg sad og følte mig som en gråspurv uden sommerens stemme. Alt det her var fordi hun var bange for at Anna og jeg blev bedste veninder igen. Hun var bange for jeg ville tage hendes plads. Jeg tændte min telefon og rullede ned gennem Instagram jeg fandt et billede fra i sommer, da klassen holdt grillaften. Der havde vi alle det sjovt med høj musik og den bedste stemning, man kunne tænke sig sådan en aften. ”ej kan i huske den aften?” smilede jeg og viste billedet. Men jeg fik ingen reaktion. De kiggede ikke engang. ”Har I lyst til at lave noget” spurgte jeg, mens jeg satte mig ned på gulvet til dem. ”Ehm okay” sagde Emilie lavt og mopset som en reserveret kat.
Det er gratis at oprette en konto