Jeg skriver til jer her nede fra Kabul. Jeg har nu været ude foran Kabuls lufthavn i 4 dage. Jeg må sige, at det har været 4 kaotiske dage, men også 4 interessante dage. Her er varmt og fugtigt. Der lugter af sved på grund af alle de mennesker, der sidder og steger i den bagende sol. Folk sidder tæt og kompakt, det føles trængt og ubehageligt. Der er en form for urolig tavshed, folk hvisker til hinanden for ikke at blive hørt af vagterne. Der er en mærkelig stemning i forsamlingen. Der er ingen der ved, hvad der skal ske. Alle menneskerne er uvisse om, hvad der mon er på vej. Der er en form for håb. Håb om at komme væk fra kaosset, og tilbage til en normal hverdag.
Jeg har tilbragt mine dage i Kabul på at sætte mig ind i, hvordan det er at være på flugt fra sit eget hjemland. Indtil videre har jeg snakket med indtil flere familier, der fortæller, at de har været på flugt fra deres eget hjem i mange dage. En af de familier, jeg har snakket med, som har gjort størst indtryk på mig er helt klart en familie, som jeg besøgte de første 2 dage. De sov tæt sammen med jakker og gamle lagner. Det tror jeg næppe, man kan kalde for gode levevilkår. På trods af deres ydmyge og interimistiske levevilkår, har de budt mig velkommen og været glade. Det undrer mig, at de kan holde sammen på følelserne, hvis det var mig, der var i deres situation, havde jeg været følelsesmæssig ødelagt. De har heller ikke hverken vådt og tørt. De må være sultne og trætte af alt det kaos og usikkerhed, der foregår omkring dem. Moren fortalte mig, at for at få vand skulle man stå i kø til vandposten, som var blevet installeret fornyligt, fordi vandhanerne var giftige. Det fik mig til at tænke på et digt, der hedder ”Møllen”, Yahya Hassan har skrevet, hvor han skrev: ”Strømafbrydelser og giftige vandhaner.” Det minder utroligt meget om her.
Det er gratis at oprette en konto