Rahima Abdullah har taget flugten til Danmark fra krig og diktatur i Syrien. Hun er gymnasieelev i Nivå og næstformand for Dansk Flygtningehjælp Ungdom. I april måned 2021 talte hun til den Danske befolkning på en scene ved Christiansborg Slotsplads til en demonstration mod udvisningerne af syriske flygtninge.
Det publikum Rahima Abdullah fremfører talen for, er alle demonstranter der deler samme holdning som hende selv. Hun besidder en troværdighed, i og med hun er næstformand for Dansk Flygtningehjælp Ungdom. Talen er henvendt til forskellige modtagere. Hun retter overordnet henvendelse til Danmark som heldhed, men taler også direkte til integrationsministeren, den socialdemokratiske regering og Rasmus Stoklund. Talen omhandler et emne, der på forhånd er stor uenighed om, og er rettet mod modtagere med en kontrasterende holdning. Rahima Abdullah har mistet håbet for den danske regering, og ønsker solidaritet i udlændingepolitikken. Hendes tale er politisk, og har til hensigt at overbevise og give forståelse til modtageren, om at de bør ændre synspunkt med henblik på udvisning af flygtninge. Hendes politiske formål kommer klart til udtryk gennem talen, og den retoriske situation som tilhørerne og Rahima Abdullah er samlet om, er at demonstrere mod udvisningerne af syriske flygtninge.
Talens disposition er bygget om en indledning, midterdel samt en afslutning. Indledningsvis ønsker Rahima Abdullah at fange modtagerens interesse. Det gør hun ved at nedværdige Danmark ved at fortælle hendes indtryk af, at Danmark er ved at blive et land uden et hjerte: ”Danmark er et lille land med et stort hjerte. Men det Danmark er vi ved at miste.” (l. 6-7). Dette skaber en vis opsigt vedrørende talens indhold. I midterstykket starter hun ud med at fortælle om Aya Abu-Daher der på åben skærm på vegne af sig selv og det folk, der sidder i samme situation som hende, har talt sin sag. Til det fik Aya Abu-Daher som modsvar af vide af Mattias Tesfaye, Danmarks udlændinge- og integrationsminister, at de ikke laver lov bygget på en enkelt sag. At der ikke er tale om en enkelt sag prøver Rahima Abdullah at modbevise med adskillige belæg. Afslutningsvis ender hun ud med at fortælle, at det Danmark hun kender, ikke kan være det bekendt at sende flygtninge til et land som Syrien: ”At sige, at Syrien er et sikkert sted at leve i, er en klar naiv opfattelse af, at man kan leve i fred og sikkerhed i et diktatur. Det kan Danmark ikke være bekendt. I hvert fald ikke det Danmark jeg kender og elsker.” (l. 59-61).
Det er gratis at oprette en konto