Ungdomsfesten: forelskelse og gruppepres

Endelig kom dagen. Der var lagt op til højt musik, druk og en masse stoffer. Jeg havde glædet mig meget, for Louise kom også. Prada skjorten lå parat på bordet, den havde været dyr, men alt for at få Louises opmærksomhed. Hun ville jo kun have drenge, som gik op i mode, og var meget fremme i skoene, men alligevel var det noget over hende. En vis glød over hende, som lyste klasselokalet op, når hun kom ind. Alle havde snakket om festen, og jeg var blevet inviteret til trods for, at jeg var den lidt upopulære dreng. Men alle vidste hvem Oliver var, den charmerende fyr. Alle kunne lide ham, og det var lidt på den måde, jeg blev opdaget, for jeg var Olivers bedste ven. Vi havde kendt hinanden i mange år. Han trak mig længere op iblandt vennerne. Måske var det også derfor, jeg blev inviteret med, for alle havde respekt for Oliver. Men det er så anderledes nu. Festen kom, og jeg stod klar, og ventede på bussen. Da jeg endelig var kommet derover, stod Oliver allerede i døren, for at tage imod mig sammen med Mathias fra b-klassen. Mathias var heller ikke en af de mest populære, men det var nok også derfor, han holdte festen. Vi kom ind og fandt stuen, der var proppet op med mennesker. Louise stod ovre i hjørnet sammen med Tina. Selvom mig og Louise havde gået i klasse sammen i snart 10 år, så vidste jeg faktisk ikke rigtigt noget om hende. Jeg havde altid været den stille dreng, og det er jeg også den dag i dag, så det var nok derfor, at hun aldrig havde lagt mærke til mig. Men da Oliver så kom ind i klassen, så forandrede det alt. Så lagde hun pludselig mærke til mig. Oliver havde sat sig i sofaen sammen med Simon. Simon var den hårde fyr. Han blev kaldt ”Pusheren”, men det var selvfølgelig også klart, da han hele tiden solgte det lort. Det lort som fjernede noget i mit liv. Jeg kan huske, at jeg stod der, og lige så stille samlede mod til, at gå over for at snakke med Louise, men jeg turde ikke. Musikken bragede igennem, og jeg havde allerede nu fået meget at drikke, og lige da jeg stod, og var mest uopmærksom, stod hun var der. Hendes grønne øjne stirrede lige ind i mine. Hendes øjne flakkede, og jeg kunne ikke høre, hvad hun sagde, og først der opdagede jeg, at der kom tåre ud. Hvad skete der? Hvorfor græd hun? Hvad sagde hun? Spørgsmålene fór rundt i hovedet på mig. Jeg kiggede over på væggen. Blåt lys som kom og forsvandt. Jeg vendte mig rundt. Så dørene blev smækket til ambulancen, og først der kunne jeg høre sirenerne højt og tydeligt. Jeg kunne ikke se Oliver nogle steder. Jeg ledte og ledte, og først der gik det op for mig, hvad der var sket. Jeg så ham aldrig mere…