Nu er året ved at gå på hæld og så plejer man at gøre status for året der er gået. Både alt det gode, der er sket i løbet af året, men også alt det vi vil ændre på eller håber bliver bedre i det nye år. Når man normalt kigger tilbage på et år kan det måske være svært at skelne året fra andre år, med mindre der har været nogle særlige begivenheder –ofte positive – fester, oplevelser, ferier m.m. Men i år er det RET anderledes. Coronavirussen ramte hele kloden og påvirkede os allesammen.
Jeg forstår udmærket godt, hvor hårdt det har været; det har ikke været nemt for nogen. Jeg tænkte selv, at året 2020 skulle være mit år! Året hvor jeg kom tilbage og tog hele verden med storm. Men tilbage fra hvad?
6. maj 2019 fik jeg konstateret Leukæmi. Det var et kæmpe chok og hårdt både fysisk, men især psykisk. Jeg skulle have intensiv kemoterapi og skulle derfor i isolation. Da jeg var særlig følsom overfor bakterier og da mit immunforsvar var meget lavt, skulle jeg hele tiden spritte af, bære maske og holde afstand. Lyder det bekendt? Men forskellen var, at det kun var mig, der skulle leve på denne måde. Jeg kunne fortsat se verden køre videre derude. Mine venner festede og jeg kunne se en masse glade mennesker på de sociale medier, men jeg kunne ikke være med. Jeg stod tilbage med følesen af at gå glip af hele livet derude. Når mine venner skrev eller vi kunne mødes, havde de tusinder af historier at fortælle og jeg havde ikke nye og spændende oplevelser at byde ind med. Medicin, behandling, bivirkninger er ikke lige det man har lyst til at tale om, når man endelig møder verden…
Det er gratis at oprette en konto