Analyse af Katrine Marie Guldagers novelle 'Trafikulykke'

Vi er alle mennesker i en evig bevægelse blandt andre virkeligheder, uanset hvilken virkelighed vi ser os selv i. Nogle gange kan vi suse af sted i hver vores retning og med forskellig tilgang, og glemme at sætte os ind i andres situation. En gang imellem krydser vi hinandens veje og her bliver vi opmærksomme på andre end os selv. Så sker det, at vi støder ind i hinanden, i vores forskellige kulturer, og det er først her vi opdager, at vi bliver nødt til at være opmærksomme på vores medmennesker og de forskelligheder der følger med. I Katrine Marie Guldagers realistiske novelle “Trafikulykke” fra novellesamlingen ”Kilimanjaro” fra 2005, bliver der sat fokus på lige præcis disse sammenstød mellem mennesker og vores forskellige kulturer.

Novellen foregår i Afrika omkring Det Indiske Ocean, hvor vores to hovedpersoner befinder sig på en køretur rundt i de små afrikanske byer. Her oplever de den indre afrikanske kultur, med små butikker, myldrende gader og fattigt miljø. Allerede i den første sætning bliver vi præsenteret for den afrikanske kultur og dets sociale forskelle, “Hvis Kilimanjaro er Afrikas tag, er Dar es Salaam dets fugtige, myldrende gulv” (s.1, ll. 3-4). Her bliver der brugt billedsprog til at introducere os for det myldrende og fattige miljø der er i Afrikas små landsbyer samt den kontrast der er mellem fattige og rige. Kontrasten til det myldrende, fattige miljø, har vi de to hovedpersoner, manden og kvinden, som kommer fra en velhavende baggrund, da de både har hushjælp, carport og bil. Ikke lang tid efter får vi endnu et indblik i, skildringen af de sociale klasser. “Ved Haile Selassie køber kvinden blomster. Drengen, der sælger dem, har svært ved at skjule sin overraskelse. Han rækker hende byttepengene uden at se på hende” (s. 1, ll. 15-20). Drengen bliver overrasket over, at en velhavende kvinde gider at købe noget i hans lille gade-butik, som viser klart og tydeligt det miljø, der er i Afrika mellem fattige og rige. Manden er træt efter deres køretur frem og tilbage i de små afrikanske landsbyer, han vælger derfor at kører for stærkt hjem. Manden er ikke opmærksom og ender med at ramme en kvinde med hendes bylt der er i gang med at krydse vejen, og bylten ender under bilen. Trafikulykken er et tegn på et kulturmøde mellem de sociale klasser og håndteringen af en ulykke som denne. “Manden er steget ud af bilen og nærmer sig barnet i den hensigt, at han vil tage ansvaret for sin kørsel. Hans tanker har lige nøjagtig strejfet spørgsmålet om penge, da den kvinde, der har råbt, at barnet er dødt, standser ham. Hun kigger på ham med et blik, som vil hun sige: at han har gjort skade nok” (s. 1-2, ll. 53-61). Manden var faktisk på vej for at tage ansvar for hans gerninger, men en kvinde stopper ham og manden bliver nervøs og skynder sig i en forhastende tanke, at komme væk derfra og glemmer at tage ansvar for sin handlinger. Et billedsprog hjælper os som læser til, at forstå hvordan manden føler i denne svære situation, “Jo længere tilbage mod bilen manden går, jo mere vokser den fjendtlige stemning, manden er som et fremmedelement, der skal udstødes af kroppen.” (s. 2, ll. 70-74). Hans første intention var at hjælpe og tage ansvar, men han følte sig som et fremmedelement, hvilket kan kobles til de kulturelle og sociale uligheder der fremkommer i novellen. Manden hører til den velhavende del af Afrika, men befinder sig i den fattige del af Afrika, derfor føler han sig som et fremmedelement. Da manden og kvinden kommer tilbage til deres hus, beslutter manden sig for at lægge alle kortene på bordet og ringe til politiet, men kvinden er hurtig til at stoppe ham. Hun foreslår at hun selv kører op og finder kvinden med barnet og tilbyder hjælp. Manden kommer hurtig væk fra at tage ansvar og kvinden ender derfor med, at kører op til gerningsstedet. Men hun vender tilbage til en hel fredelig og rolig gade, som om intet var hændt. Et billedsprog af havet bliver brugt til at forklare os, at gaden er faldet til ro som om intet var hændt, “Havet har lagt sig, bølgerne er glattet ud” (s. 3, ll. 139-140). Afrika har en kollektiv måde at slette alt der er hændt, og lade som om ingenting er sket, det vil vi aldrig se i den vestlige del af verden. “Før hun forlader bilen, lader hun hovedet glide ned og hænge i nakkemusklerne, hun lukker øjnene og angribes af en følelse af uvirkelighed” (s.3, ll. 163-166). Kvinden er i chok, hun er ikke vant til at man lader som om intet er hændt, derfor er følelsen helt uvirkeligt for hende. Hun kommer fra et sted hvor det har konsekvenser, hvis man ikke tager ansvar for sin gerninger, men i Afrika er det tydeligvis en helt anden kultur. Værdien for et menneskeliv i Afrika bliver her fremstillet som lavere end andre steder i verden. Det er kvinden ikke vant til og føler derfor en skyldfølelse der er svær at forklare, fordi det er så uvirkeligt for hende. Det er generelt en uvirkelig situation, det er svært at forestille sig, at sådan en tragedie kan blive slettet fra historien så let og kvinden og manden slipper så let fra deres handlinger. Selv deres hushjælp bliver urolig, da hun overhører kvinden og manden. “Alligevel mærker hun en vis uro i kroppen. Hvad nu hvis manden og kvinden ikke går til politiet? Måske bør hun gå ned og forhøre sig i krydset” (s. 3, ll. 180-184). Hushjælpen er heller ikke vant til en situation som denne, det kan da ikke passe at man ingen konsekvenser får, for ens handlinger. Dette viser tydeligt, at der er forskel på hvordan man håndterer en tragedie som denne, hvor end man kommer fra i verden. Det kan godt være, at man i den fattige del af Afrika bare lader som om intet er hændt, men i de vestlige lande ville der helt klart være konsekvenser og der er en uskreven regel om, at tage ansvar for sine handlinger. Dette afspejler de kulturelle og sociale forskelle der er i vores verden, hvor forskelligt det egentlig er, hvor end du befinder dig i verden. Manden og kvindens møde med den afrikanske kultur, gik ikke som forventet. De regnede med en stille og rolig tur men endte med at blive opmærksom på deres omgivelser, at blive opmærksom på de handlinger de forårsager og hertil tage ansvar for dem, så man ikke ender ud i skyldfølelse, som de uheldigvis gjorde.