Tin, grundstof nr. 50

Tin, grundstof nr. 50, placeret i det periodiske systems 14. gruppe; atomtegn Sn. Grundstoffet, der er et tungmetal, kendes i to former, hvidt tin (?-tin), der er stabilt over 13 °C, og gråt tin (?-tin), der er stabilt under denne temperatur. Hvidt tin er ret blødt og kan valses ud til tynd folie (stanniol); gråt tin er porøst og mere voluminøst end hvidt tin. Det medfører, at omdannelsen af hvidt tin til gråt tin indledes med dannelse af udvækster; er der først dannet gråt tin, og er temperaturen under de 13 °C, vil det først dannede grå tin fremme den videre omdannelse. Fænomenet kaldes tinpest.

Faktaboks

ETYMOLOGI:

Tin hedder på latin stannum.

OGSÅ KENDT SOM:

stannum

Når tin henligger i luften, er det forholdsvis stabilt. Det skyldes, at luftens ilt forbinder sig med metallet og danner et lag af tindioxid, der beskytter mod angreb af luftens ilt og af svage syrer og baser.

Geokemi og mineraler

Egenskaber

NummerSortér

50Sortér

Atomtegn

Sn

Navn

tin

Relativ atommasse

118,71

Densitet

7,31 g/cm3 (hvidt tin)

Smeltepunkt

231,9 °C

Kogepunkt

2602 °C

Opdagelse

kendt siden oldtiden

Tin udgør gennemsnitligt 13 g/t af jordskorpen. Det koncentreres i restsmelten og er derfor især knyttet til granit, granitpegmatitter og højtemperatur-hydrotermale årer. Det vigtigste tinmineral er cassiterit (tinsten), der udnyttes fra ovennævnte mineraliseringer og fra tungsandsforekomster, hvor det koncentreres, da det er meget modstandsdygtigt mht. forvitring. Tin udfældes også fra gas- og dampudstrømninger, såkaldte exhalative sulfidforekomster. Alkaline bjergarter, specielt fluorrige, kan have høje indhold; Ilímaussaq-komplekset i Sydgrønland indeholder således op til 200 g tin/t. Der kendes ca. 25 tinmineraler i form af stannider, sulfider, oxider, borater og silikater. Tin indgår også som sporgrundstof i et stort antal mineraler som pyroxener og glimmer, hvor Sn4+ pga. lignende ionstørrelse erstatter Fe3+, Ti4+, Nb5+ og Zr4+.