Jeg træder ind i entréen, lyset fra det store vindue blinder mine øjne, mens jeg tager de halv beskidte New Balance sko af, jeg fik engang tilbage i 6. klasse. Jeg går videre ind gennem stuen, og støder på far der sidder med sine øjne dybt begravet i computerskærmen, og en telefon placeret mellem øre og skulder. Han opdager ikke engang jeg er kommet hjem. Jeg føler mig tit overset og det genrede mig meget da jeg var lille, men når tiden gik og det blev til hverdag, tog jeg det ikke så tungt mere. Jeg hører døren åbne og lukke med et brag og kan ikke længere hører fars arrige stemme ude i stuen. Han er sikkert gået og igen uden noget farvel eller om, hvor lang tid han ville være væk. Jeg ringer til ham for at høre hvad jeg skal have til aftensmad, men får den sædvanlige besked ”er lige på kald, ringer senere.” Jeg ved godt han ikke ringer senere, han har ikke tid til det, som er den sætning jeg har hørt fra ham flest gange. Jeg tror ikke engang at jeg kunne tælle på 10 hænder, hvor mange gange jeg har fået smidt den sætning i hovedet. Det for eksempel, hvis jeg skulle blive kørt i skole, have hjælp med lektierne, forældremøde, eller endda at sige tillykke på min fødselsdag. Jeg synes det er urimeligt, at forældre får børn, men derefter ’ikke har nok tid’ til at se dem mere end 10 minutter om dagen.
Det er gratis at oprette en konto