Somme tider sætter den vestlige del af verden, lighedstegn mellem demokrati og fred = Demokratisk Fred. Som den kendte teori ”Demokratiske lande går ikke i krig med hinanden” påpeger, selvom den jo næppe holder længere. Hvis man lavede denne lille tese om, fra at være lande til at være indbyggere og regeringen i en enkelt nation, kan man jo sige at hvis landets leder er folkevalgt, er han mere vellidt, og er derfor ”i fred” med indbyggerne. Hvis man siger at demokrati er nødvendigt for fred, må man jo nødvendigvis sige at andre styreformer er kaos (hvilket det naturligvis kan være.)
Om demokratiske lande går i krig med hinanden, kommer an på hvordan man definerer ”demokratisk”. Hvis styreformen i et land har startet som demokrati, hvor man uden at kende følgerne, har valgt en lettere diktatorisk leder i god tro, så kommer man ud i en gråzone, hvor det kan være svært at bestemme om det stadig er demokrati eller ej, og om det derfor går i krig med ”andre” demokratier.
Samuel P. Huntington svarede i et interview den 23. oktober 2006 med Mandagmorgen på spørgsmålet ”Det er en gammel tanke, at demokratier ikke går i krig med hinanden, så burde vi ikke fremme demokratiet for at fremme freden?” og han svarede: ”En del af forklaringen er formentlig, at demokratier i en lang periode ikke kun var demokratier, men også vestlige og altså havde den samme kultur og de samme værdier” Dette synes jeg er et rigtigt godt bud på Hvorfor, demokratier ikke går i krig med hinanden – der sker ingen misforståelser, om for eksempel tegninger af hellige mennesker. Senere i samme interview siger han om de muslimske lande, at ”I forhold til værdier, er der formentligt sket et skred i retning af mere vestlige værdier i de andre civilisationer de senere år som følge af globaliseringen. Men de fundamentale forskelle mellem civilisationerne er der fortsat”
Det er gratis at oprette en konto