Kernen i islamiske trosforestillinger kan siges at være ultrakort formuleret i vidnesbyrdet, shahada CJ, der samtidig fungerer som et ritual, når det fremsiges. Fx bliver man muslim, når man fremsiger vidnesbyrdet i vidners nærvær. Vidnesbyrdet lyder: „Der er ingen gud foruden Allah, og Muhammed er hans sendebud". Dette er et minimum, som gælder på tværs af forskellige retninger og skoler. Inden for shia-islam tilføjes, at Ali er Allahs wali m (ven eller nær person). Vidnesbyrdet udtrykker således i klartekst, at islam er en monoteistisk religion. Samtidig udtrykkes lige så klart Muhammeds funktion som sendebud, en udvalgt person, der modtager et budskab eller en åbenbaring. Åbenbaringen forstås som Koranen, der advarer om dommedag og giver anvisninger på, hvordan man skal undgå Helvede og i stedet komme i Paradis. Man opstiller inden for sunni-islam i øvrigt seks 'trosartikler': Troen på Allah, troen på Allahs engle, troen på Allahs profeter, troen på Allahs åbenbarede skrifter (Koranen), troen på dommedag og troen på forudbestemmelse.
Troen på Allah og troen på engle
Som nævnt er et særkende ved islam den konsekvente monoteisme. Det betegnes som shirk, når man afviger fra dette princip, og det regnes for den værste synd i islam. Kristendommens treenighedslære et eksempel på shirk. I forlængelse heraf er også islams afvisning af enhver menneskeliggørelse af Allah. Allah gives i Koranen 99 navne. De er ikke en karakteristik af Allah, da hans almagt regnes for så overvældende, at den går langt ud over, hvad der sprogligt kan udtrykkes. Man siger derfor også „alahu akbar", gud er større, dvs. større end ethvert udtryk man kan finde på.
Det er gratis at oprette en konto