Selvhad og ondskab: en fiktionstekst

Jeg vågner. Lyset skinner ind ad vinduet gennem de tynde gardiner. Tynd. Noget jeg kun kunne drømme om, men ikke en virkelighed. Jeg står op, og ønsker, at det ville være mørkt, så jeg ikke kunne se mig selv. Jeg går forbi spejlet og standser op. Der står jeg. En pige der kunne være så utrolig smuk, men bare ikke er det. Jeg har deller på maven og ryggen. Tykke lår og arme. Jeg hader synet af mig selv.

Jeg skynder mig ned og ser, at der er morgenmad på bordet. Nutella smurte pandekager. Jeg plejede at elske dem, da jeg var lille. Jeg spiste altid så mange, jeg kunne, indtil mine forældre sagde, at jeg skulle stoppe. Dengang var det bare lækkert mad. Det eneste jeg ser nu, er bare 767.1 kalorier, jeg har talt dem. Det gør jeg altid. Jeg savner dengang, det bare var mad og ikke kalorier. Men nu har jeg måske endelig en mulighed. Muligheden for, at min drøm kan gå i opfyldelse. Hvis bare jeg spiser mindre kalorier og mindre mad, kan jeg blive tynd, ik? Det er i hvert fald, hvad min, hjerne fortæller mig. Min hjerne må have ret, folk har altid sagt, at jeg klog, så det her må også være klogt. Jeg gør det jo for mig selv og min drøm, så det må være godt.