Fordi vi ikke længere har så travlt med at overleve, har vi fået tid og overskud til at tænke over det ondes natur og lade os fascinere af ondskabens æstetik og gruens kildrende gys. Bo Tao Michaëlis påpeger, at ondskaben i den mørke middelalder blev brugt i godhedens tjeneste, mens det nu bliver brugt som aftenunderholdning.
Ondskab har mange ansigter. Lige fra grusom vold, der udføres for fornøjelsens skyld, til en mor, der ikke lader sit barn få det sidste stykke kage. For et barn, som endnu ikke har stiftet bekendtskab med vold, er det at blive nægtet det sidste stykke kage måske det mest modbydelige, der kan hænde, mens det for personer, der har oplevet sadistisk vold, næppe er at regne for vold at blive nægtet et stykke kage. Ondskab er til en vis grad subjektiv.
Ondskaben har altid fascineret mennesker, og kunstneriske fremstillinger af det onde drager på en underlig måde tilskuere til.
Et godt eksempel er den dæmoniske ondskab i gyserfilmen ”Ondskabens Øjne” fra 1991, hvor Hannibal Lecter er den inkarnerede ondskab, som dræber sine ofre ved at spise dem. Jeg væmmes ved manden og hele ideen, men da jeg så filmen, blev jeg alligevel langsomt interesseret i ham, og jeg begyndte at holde med ham. Jeg kom til at holde med kannibalen i stedet for FBI-agenterne, med den onde i stedet for med de gode. Det føles forkert, men det har nok at gøre med nysgerrighed, altså at vi som mennesker bliver fascineret af ting, vi ikke har set eller oplevet før, i dette tilfælde ekstrem ondskab. Der er i dette tilfælde også en god mængde psykologisk manipulation fra instruktørens side, men tilbage står fascinationen af ondskaben.
Det er gratis at oprette en konto