Vagn og vædderen: fortsættelse

– Hurtigt, han skal have hjælp, råbte manden. Oles mor var brudt i gråd. – Skynd dig ind og ring efter hjælp, sagde konen hårdt til Vagn. Sådan var det altid. Det var altid Vagn, der skulle hundses rundt med. Hun kunne da bare selv gå ind og ringe efter den satans læge, hvis det var så vigtigt. Vagn gik ind for at ringe. Han fik kimet den lokale læge, som straks ville komme.Enten var de bare målløse, så de ikke kunne skælde ud, eller også vidste de ikke, hvad der var sket med vædderen, forinden Ole havde mødt den. Vagn vidste udmærket hvad der var hændt. Vædderen måtte have været blevet vred på Vagn, men havde i stedet fundet Ole. Han kunne da bare have været løbet bort fra den, så svært kunne det ikke være. Det var ikke Vagns problem, at de havde taget Ole med. Vagn havde ikke bedt dem om at tage Ole med, men det måtte de jo selv ligge og rode med, Oles forældre.Han holdte sig på afstand fra de andre. Han var ganske vidst stadig i live, ham der Ole. Egentlig var han sorgløs. For Vagn var det ligegyldigt, om drengen levede eller ej. Ole var jo bare en eller anden dreng, som han ikke kendte. De sad alle sammen rundt om Ole. Han fik megen opmærksomhed. Vagn var også fint tilpas med, at han blev overset.